Østre Landsret 16/9-2005

En mand havde siden 17-års alderen lidt af en maniodepressiv sindslidelse og havde været i forskellig medicinsk behandling herfor. I 1988 blev han tilkendt højeste førtidspension på grund af svær karakterneurose. I perioden fra 1993 og frem havde han gentagne gange været indlagt på psykiatriske afdelinger og havde været behandlet med diverse former for medicin mod psykoser, herunder Seranase, Litium, Ciscordinol, Efexor, Loxapac, Lysatin og Oxazepam. Han udviklede BLM-syndrom, rysten på hænderne, uro, bevægetrang og tidvise ufrivillige bevægelser, som blev forværret i forbindelse med tale og socialt pres. Symptomerne havde udviklet sig gradvist siden 1993 i forbindelse med den antimaniske behandling.

Patientforsikringen og Lægemiddelskadeankenævnet fandt, at manden ikke var blevet påført en i henhold til lov om erstatning for lægemiddelskader § 6 erstatningsberettigende lægemiddelskade, idet skaden i form af medicinbivirkninger ikke gik ud over, hvad han med rimelighed måtte acceptere set i forhold til grundlidelsen. Manden indbragte sagen for landsretten. Landsretten fandt, at manden var påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen med konventionel antipsykotika. Retten lagde til grund, at manden led af en svær bipolar affektiv sindslidelse, og at han som følge af den medicinske behandling havde udviklet et sjældent forekommende kronisk kombineret tardivt dystont-dyskinetisk syndrom, og at bivirkningerne ifølge en udtalelse fra Retslægerådet var velkendte, og at der ikke var holdepunkter for, at hans helbredstilstand havde haft nogen indflydelse på bivirkningernes indtræden eller omfang. Retten lagde vægt på, at bivirkningerne var sjældne, og at de gik ud over, hvad han måtte acceptere uanset den alvorlige grundsygdom. Lægemiddelskadeankenævnet blev dømt til at anerkende, at manden var påført en erstatningsberettigende lægemiddelskade efter lovens § 6.