Østre Landsret 16/3-2018

En mandlig patient fik i september 2007 foretaget en røntgenundersøgelse på grund af brystsmerter. Undersøgelsen viste, at han havde en forandring i højre lunge, men man mente, at den var godartet. I august 2011 henvendte han sig til egen læge, fordi han i et par uger havde haft smerter i den højre lunge. Der blev iværksat udredning, som i september 2011 viste, at patienten havde lungekræft.

I juli 2012 ankerkendte Patienterstatningen, at patienten var påført en skade i form af forsinket diagnosticering af lungekræft. Undersøgelsen i september 2007 burde have givet anledning til yderligere udredning, hvorved kræftdiagnosen med overvejende sandsynlighed ville have været stillet. Ved rettidig diagnosticering ville patienten have undgået en væsentlig forringelse af hans statistiske overlevelsesprognose.

Patienten afgik ved døden i starten af august 2012.

Et par uger senere foretog Patienterstatningen en opgørelse af erstatningen. Patienterstatningen vurderede, at der ikke var grundlag for at tilkende erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for erhvervsevnetab. Der var heller ikke grundlag for at yde godtgørelse for svie og smerte. Ménet blev fastsat til 10 % for den psykiske belastning, som bevidstheden om den væsentlige forringelse af overlevelsesprognosen havde påført patienten. Endelig blev der givet afslag på erstatning til de pårørende for patientens dødsfald, idet dødsfaldet ikke med overvejende sandsynlighed var forårsaget af diagnoseforsinkelsen.

Patienterstatningens afgørelse blev indbragt for Ankenævnet for Patienterstatningen, som i januar 2014 anerkendte dødsfaldet som en erstatningsberettigende skade. Ankenævnet vurderede, at patienten først havde fået symptomer fra lungekræften i midten af 2011, hvor han henvendte sig til egen læge. Sagen blev hjemvist til Patienterstatningen til fornyet opgørelse af erstatningen, men ankenævnet var enig i, at patienten var påført et varigt mén på 10 % for den psykiske belastning.

I marts 2014 tilkendte Patienterstatningen 152.443 kr. i godtgørelse, heraf 42.300 kr. for svie og smerte samt 110.143 kr. for et varigt mén på 85 %, idet patienten selv ved rettidig diagnosticering ville have haft en meget stor risiko for recidiv. Méngodtgørelsen blev reduceret med 2/3, fordi patienten levede med sine symptomer fra lungekræften i ca. 1 år (reduktion for mellemkommende død).

I september 2014 tilkendte Patienterstatningen 29.626 kr. i erstatning for afholdte begravelsesudgifter. Patienterstatningen afviste at yde erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervesevne.

Begge Patienterstatningens afgørelser fra marts og september 2014 blev påklaget til ankenævnet, der i juni 2015 stadfæstede begge afgørelser.

Ankenævnets afgørelse blev indbragt for byretten med henblik på prøvelse af, om ankenævnet havde været berettiget til at foretage fradrag for mellemkommende død, når patienten levede i ca. 5 år efter, at diagnosen burde have været stillet. Da spørgsmålet om, hvornår skadestidspunktet skulle fastsættes ved beregning af fradrag for mellemkommende død, var af principiel karakter, henviste byretten sagen til behandling i Østre Landsret som 1. instans.

Landsretten fandt, at ankenævnet havde været berettiget til at tage hensyn til, at patienten kun nåede at leve med følgerne af patientskaden i omkring 1 år og dermed foretage et fradrag på 2/3 for mellemkommende død. Ankenævnet blev derfor frifundet.