Østre Landsret 16/11-2018

Patienten var i 1988 blevet behandlet for testikelkræft og fik efterfølgende kemoterapi. I januar 2009 henvendte patienten sig til egen læge med smerter, hvor han blev henvist til IV-urografi, som han selv aflyste. I marts 2010 henvendte patienten sig igen med de samme smerter. I den efterfølgende periode undergik patienten forskellige undersøgelser. I august henvendte patienten sig igen med forværrede smerter. I september 2010 blev der foretaget UL af lysken, hvor der blev fundet et lille brok som ikke kunne forklare symptomerne. Først den 10 august 2011 blev der foretaget røntgen af thorax, der ledte til diagnosticering af recidiv. Patienten modtog herefter kemoterapi og operation, men afgik ved døden den 9. august 2012.

Patienterstatningen anerkendte cirka et års forsinket diagnosticering og behandling af tilbagefaldet af kræften, jf. klage- og erstatningslovens § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Patienterstatningen tilkendte godtgørelse for varigt mén som følge af væsentlig prognoseforringelse, erstatning for helbredelsesudgifter samt godtgørelse for svie og smerte for perioden på cirka et år, hvor patienten ikke var blevet behandlet for sine smertegener. Der blev givet afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Endvidere blev der efter patientens død givet afslag på forsørgertabserstatning, overgangsbeløb og erstatning for begravelsesudgifter, da patienten ikke med overvejende sandsynlighed var død som følge af den forsinkede diagnosticering og behandling.

Den sidste afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.

Boet indbragte sagen for retten på Frederiksberg med påstand om, at Patienterstatningen skulle tilpligtes at anerkende, at B var berettiget til forsørgertabserstatning og overgangsbeløb og at C var berettiget til forsørgertabserstatning.

Sagen blev forelagt Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at cirka 80 procent af patienter med recidiv af testikelcancer kureres, samt at overlevelsessandsynligheden ved behandlingens iværksættelse kunne skønnes til cirka 50 procent.

Retten på Frederiksberg fandt, at der skulle ske bevislempelse i sagen. Herefter lagde retten vægt på, at det var ubestridt at der var begået et lægeligt fejlskøn, som havde forringet patientens chance for at overleve. Endvidere lagde retten vægt på, at det i sager som den pågældende er vanskeligt at bevise et eksakt fald i en overlevelsesprognose. Sagsøger havde således i tilstrækkelig omfang godtgjort, at diagnoseforsinkelsen med overvejende sandsynlighed var årsag til patientens dødsfald. Sagsøgers påstand blev herefter taget til følge.

Ankenævnet for Patienterstatningen ankede sagen til Østre Landsret med påstand om frifindelse. Landsretten fandt, at der kunne ske bevislempelse, hvis der klart er begået fejl ved behandlingen, hvilket ikke var tilfældet i den pågældende sag. Landsretten lagde herefter i sin afgørelse vægt på, at Retslægerådets udtalelse måtte forstås således, den forsinkede diagnosticering og behandling ikke med overvejende sandsynlighed var årsag til, at patienten afgik ved døden. 

Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.