Østre Landsret 16/11-2017

En mand kom den 6. januar 2011 til skade med sit venstre håndled i forbindelse med sit arbejde som bager. Man konstaterede ikke brud. Da patienten blev ved med at have gener, blev der i oktober 2011 foretaget nye undersøgelser, der viste brud med pseudoartrose (manglende heling) i bådbenet i venstre håndled. Patienten blev opereret i håndleddet den 23. februar 2012 på grund af den manglende heling. Patienten havde efter operationen fortsat bevægeindskrænkning i håndleddet.

Patienten anmeldte sagen til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen). Patienterstatningen vurderede ved afgørelse af 30. januar 2013, at patienten var berettiget til erstatning, da han havde fået en forlænget sygeperiode og potentielt forværrede varige gener som følge af forsinket diagnosticering af bruddet. Patienterstatningen vurderede, at der ved tidligere behandling ikke ville være opstået pseudoartrose. Patienten ville derfor ved korrekt diagnose og behandling have undgået operationen, den forlængede sygeperiode og de potentielt forværrede varige gener.

Patienterstatningen traf den 22. marts 2013 afgørelse om erstatningen. Det blev vurderet, at patienten som følge af behandlingsskaden havde et forlænget sygeforløb indtil 3. maj 2012 (ca. 10 uger efter operationen den 23. februar 2012), og at han under alle omstændigheder ville have haft et sygeforløb på ca. 70 dage. Han blev derfor tilkendt godtgørelse for svie og smerte for perioden. Han blev dog ikke tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, da han havde fået fuld løn i den pågældende periode, og da sygeforløbet efter den 3. maj 2012 ikke var en følge af den forsinkede diagnose, men mere sandsynligt en følge af selve bruddet. Patienterstatningen vurderede også, at det varige mén var mindre end 5 procent. Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) stadfæstede Patienterstatningens afgørelse.

Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at det samlede varige mén som følge af bruddet var 8 procent. De vurderede ikke hvor stor en del af det samlede varige mén, der kunne tilskrives behandlingsskaden.

Sagen blev indbragt for retten. Retten lagde særlig vægt på Patienterstatningens vurdering i afgørelsen af 30. januar 2013. Retten vurderede, at Patienterstatningens afgørelse af 22. marts 2013 stod i modsætning til Patienterstatningens tidligere vurdering i afgørelsen af 30. januar 2013 i forhold til, om de nuværende gener var forårsaget af selve bruddet eller behandlingsskaden. Retten fandt ikke, at den ændrede vurdering var begrundet i afgørelsen, og afgørelsen af 22. marts 2013 kunne derfor ikke lægges til grund. Patienten var dermed berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Retten fandt på baggrund af Patienterstatningens vurdering af 30. januar 2013 også, at méngraden ved korrekt behandling havde været under 5 procent, og at patienten derfor var berettiget til godtgørelse for et varigt mén på 8 procent. Ankenævnet blev således ikke frifundet.

Ankenævnet indbragte byrettens dom for landsretten. Landsretten fandt efter bevisførelsen ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering for så vidt angik den forlængede sygeperiode, og da patienten i denne periode modtog fuld løn fra sin arbejdsgiver, var han ikke berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Landsretten fandt endvidere, at patienten ikke var berettiget til yderligere godtgørelse for svie og smerte, end han allerede var tilkendt. Endelig fandt landsretten på baggrund af Retslægerådets besvarelse ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering, hvorefter patienten ikke var blevet påført et varigt mén på 5 % eller derover som følge af behandlingsskaden. Byrettens dom blev således ændret, og ankenævnet blev frifundet.