Østre Landsret 15/2-2022

Sagen drejer sig om en mandlig patient, der i januar 2006 pådrog sig en arbejdsskade i lænden. Han var sygemeldt i få uger, og generne forsvandt i det væsentlige efter et par måneder. Arbejdsskaden blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring).

I efteråret 2007 fik patienten i forbindelse med en ændret arbejdsprocedure fornyede smerter i lænden. En scanning viste, at en af diskusskiverne i lænderyggen var degenereret, og i februar 2008 fik patienten ved en operation fjernet den degenererede diskusskive og indsat en diskusprotese.

Efter operationen var patienten plaget af meget svære lændesmerter og fornemmelse af skæv ryg, men lægerne kunne trods grundig udredning ikke finde en forklaring. 5 måneder efter operationen bad patienten om at blive reopereret. Dette blev afslået, og patienten blev i stedet anbefalet at søge erstatning. Patienten troede ifølge sine egne oplysninger, at lægen talte om arbejdsskaden fra 2006, og derfor indgav han ikke en anmeldelse til Patienterstatningen.

Arbejdsskadestyrelsen havde fastsat det varige mén i ryggen efter arbejdsskaden til 12 procent. I december 2011 nedsatte Ankestyrelsen dog ménet til under fem procent, da der ikke fandtes at være årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og generne i ryggen.

Patienten stævnede Ankestyrelsen, og i forbindelse med retssagen blev der indhentet en speciallægeerklæring, der i februar 2015 konkluderede, at den svære smertetilstand var en følge af den foretagne operation. Retslægerådet udtalte i november 2015, at lænderygsmerterne sandsynligvis kunne henføres til følger efter operationen, og at arbejdsskaden ikke havde betydning. Patienten hævede på denne baggrund retssagen mod Ankestyrelsen og indgav i januar 2016 et erstatningskrav til Patienterstatningen.

Patienterstatningen tog ikke stilling til, om der var indtrådt forældelse af kravet, men vurderede, at betingelserne for at yde erstatning ikke var opfyldt, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 1 og 4.

Afgørelsen blev indbragt for Ankenævnet for Patienterstatningen, der afviste erstatningskravet som forældet iht. den treårige forældelsesfrist i KEL § 59, stk. 1. Ankenævnet lagde blandt andet vægt på den nære tidsmæssige sammenhæng mellem operationen og den svære forværring af tilstanden med nye symptomer, og at patienten efter operationen havde kontaktet behandlingsstedet flere gang pga. tiltagende smerter. Endvidere havde han bedt om en reoperation, og han var blevet anbefalet at søge erstatning. 

Patienten indgav stævning mod ankenævnet med påstand om, at ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at erstatningskravet ikke var forældet.

Retten i Holbæk frifandt ved dom af 12. januar 2021 ankenævnet. Ved dom af 15. februar 2022 gav Østre Landsret imidlertid patienten medhold i, at erstatningskravet ikke var forældet, og at sagen skulle hjemvises til realitetsbehandling.

Østre Landsret lagde blandt andet vægt på, at ingen af undersøgelserne efter operationen havde forklaret, hvad patienten fejlede, og at patienten på intet tidspunkt under behandlingsforløbet var blevet vejledt om, at han i forbindelse med operationen kunne være påført en patientskade, for hvilken der kunne være grundlag for at foretage anmeldelse til Patienterstatningen. Patienten havde eller burde ikke forud for speciallægeerklæringen i februar 2015 have haft kendskab til, at de svære symptomer kunne være forårsaget af operationen den i februar 2008. At Ankestyrelsen i afgørelsen fra december 2011 udtalte, at der ikke fandtes årsags- og tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdsulykken og patientens smerter, kunne ikke føre til et andet resultat.