Østre Landsret 14/12-2000

En 53-årig mand blev om aftenen indbragt på en skadestue. Han havde om morgenen følt sig "ved siden af sig selv" og havde haft et ildebefindende. Om aftenen var der tilkommet svimmelhed og kvalme. Han kastede op to gange i skadestuen. Man fandt, at det drejede sig om et maveonde og sendte ham hjem. To dage efter blev han tilset af sin egen læge. Denne indlagde den 53-årige. Ved indlæggelsen fandt man kliniske tegn på blodprop i hjernen. Den 53-årige blev sat i behandling med blodfortyndende medicin. Han var efterfølgende ikke i stand til at genoptage sit hidtidige arbejde og fik tilkendt pension. Patientforsikringen fandt, ud fra oplysningerne i anken til Patientskadeankenævnet, at den opståede skade var omfattet af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen fandt, at optimal behandling ville have tilsagt, at den 53-årige var blevet indlagt til observation, da han henvendte sig i skadestuen og lagde til grund, at man ved observationen havde bemærket den forværring i tilstanden, der indtrådte kort tid efter udskrivelsen og dermed havde iværksat relevant behandling på et tidligere tidspunkt. I forbindelse med beregningen af erstatningen fandt Patientforsikringen, at den 53-årige ikke havde lidt et erhvervsevnetab på 15 % eller derover, som følge af behandlingsskaden og ikke havde tabt arbejdsfortjeneste. Patientforsikringen fandt således, at den 53-åriges grundsygdom i sig selv ville have forhindret ham i at arbejde i den i sagen omhandlende periode, og at grundsygdommen var hovedårsagen til, at han ikke kunne genoptage sit arbejde. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

I forbindelse med landsrettens behandling af sagen blev den forelagt Retslægerådet, som udtalte, at det var muligt, men ikke overvejende sandsynligt, at den 53-åriges symptomer på længere sigt var bedret noget, såfremt man på et tidligt tidspunkt havde påbegyndt antikoagulations- eller antitrombocytbehandling. Et flertal af landsretten udtalte, at der ikke er enighed om effekten af iværksættelse af behandling af patienter med akut apopleksi. På den baggrund og under hensyntagen til den 53-åriges grundsygdom fandt disse dommere, at det ikke var overvejende sandsynligt, at den 53-årige som følge af den begåede fejl havde lidt et indkomsttab eller et erhvervsevnetab på 15 % eller derover. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet. Den dissensierende dommer udtalte, under henvisning til forarbejderne til patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, at der ved vurderingen af, om der er den nødvendige årsagssammenhæng mellem skaden og den undersøgelse, behandling m.v., som patienten blev givet, er det tilstrækkeligt, at der tilvejebringes en overvejende sandsynlighed for, at skaden er forvoldt herved. Hvis det f.eks. konstateres, at der klart er begået fejl ved behandlingen af patienten, som kan have forårsaget den konkrete skade, kan det være rimeligt at lade tvivlen komme patienten til gode. Dommeren fandt, i en situation, hvor der var begået en klar fejl, at kravene til merskadens omfang måtte fortolkes indskrænkende på samme måde som kravene til årsagssammenhæng, således at en eventuel tvivl kom patienten til gode også i forhold til mindstegrænsen på 15 % for erhvervsevnetab.