Østre Landsret 14/10-2003

En kvinde havde i flere år før den anerkendte patientskade, som indtrådte i juli 1992, haft psykiske symptomer med flere indlæggelser. I 1990, hvor hun blev tilkendt førtidspension, blev hun tiltagende psykisk skrøbelig og ude af stand til at administrere eller overskue almindelige, dagligdags problemer. I marts 1989 havde hun haft et kortvarigt ansættelsesforhold og før det også kun kortvarige ansættelser. Uden held var der gennemført langstrakte forsøg på at få hende ind på arbejdsmarkedet.
Patientforsikringen fandt, at kvinden var påført en patientskade efter fejlmedicinering i form af bevægelsesforstyrrelser. Ved samme afgørelse fastslog Patientforsikringen, at der ikke var grundlag for at tilkende kvinden, der ved patientskadens indtræden oppebar mellemste førtidspension af psykiske årsager, erstatning for erhvervsevnetab efter § 8. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen, herunder méngraden på 8 % og afslaget på erstatning for erhvervsevnetab. Efterfølgende genoptog Patientskadeankenævnet sagen og ændrede den tidligere afgørelse således, at kvinden blev tilkendt en godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 20 %, hvilket var i overensstemmelse med en indhentet udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var påført et erhvervsevnetab efter erstatningsansvarslovens § 8.

Landsretten lagde efter bevisførelsen herunder Revalidering- og Pensionsnævnets afgørelse til grund, at kvinden fra 1989 og indtil skadestidspunktet forestod husholdningen i det fælles hjem med sin samlever, som i størstedelen af samlivsperioden havde erhvervsarbejde. Man lagde også til grund, at hun i denne periode tillige havde en vis tilknytning til arbejdsmarkedet i form af beskæftigelse i en virksomhed i marts-april 1990 og herefter i et ikke nærmere oplyst omfang periodevis som afløser i de følgende år, og at hun således udnyttede sin resterhvervsevne. Retten fandt herefter, at kvinden var omfattet af erstatningsansvarslovens § 8.