Østre Landsret 13/8-1998

En midaldrende mand blev opereret for kræft i endetarmen, og i efterforløbet udviklede der sig lækage svarende til sammensyningen af tarmen, hvorfor der måtte foretages re-operation med fremlægning af tyktarmen til huden. De følgende tre-fire dage blev patienten respiratorbehandlet på en intensiv afdeling. Lidt over en uge senere blev det bemærket, at patienten havde nedsat kraft i venstre arm, og ved neurofysiologisk undersøgelse blev der fundet tegn på påvirkning af dels venstre ulnarisnerve, hvilket kunne være udløst gennem tryk i forbindelse med lejringen under eller efteroperationen, dels en påvirkning af venstre accesusnerve med deraf følgende lammelse af trapeziusmusklen. Det kunne ikke afgøres, om der var tale om en tryklæsion eller en spontant opstået nervebetændelse.

Patientforsikringen fandt, at den primære behandling på sygehuset var udført efter almindelige anerkendte retningslinjer og var i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var det optimale i den givne situation, jf. lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 1. Ved vurderingen af skadens alvor i forhold til patientens grundsygdom lagde Patientforsikringen vægt på, at han led af en livstruende sygdom, som krævede et alvorligt kompliceret operativt indgreb, og at han efter operationen måtte ligge i respirator i 3-4 dage på en intensiv afdeling. På denne baggrund var det Patientforsikringens vurdering, at lammelsen af patientens venstre arm ikke var tilstrækkelig alvorlig til at opfylde betingelserne i lovens § 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet fandt ved sin afgørelse, at læsionen af patientens venstre ulnarisnerve og hans venstre accessoriusnerve med overvejende sandsynlighed blev forvoldt ved lejringen under eller efter operationen for tyktarmskræft. Nævnet fandt videre, at nævnte skade var mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle, idet der herved blev henset til skadernes alvorlige karakter og sjældne forekomst samt til, at de ikke havde forbindelse med patientens grundsygdom. Betingelserne for at anse skaden for erstatningsberettiget efter lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 4, var herefter opfyldt. Sagen blev herefter af forsikringsselskabet indbragt for landsretten: Sagsøger nedlagde påstand om, at nævnets afgørelse skulle ændres således, at patienten ikke kunne anses for at være påført en patientskade.

Landsretten fandt ved sin afgørelse, at det måtte lægges til grund, at den påførte nerveskade opstod under operationen eller i forløbet af denne, mens patienten var lejret under narkosen eller respiratorbehandlingen. Retslægerådet havde til sagen udtalt, at det endvidere måtte lægges til grund, at skaden på den ene nerve, nervus accessorius, mest sandsynligt var følger af en akut skulderneuritis, spontant opstået af ukendt årsag, mens den anden del af nerveskaden, på nervus ulnaris, kunne skyldes uheldig lejring af venstre arm. Ved vurderingen af, hvilke skader og komplikationer der ikke er mere omfattende, end hvad en patient med rimelighed må tåle, fandt landsretten, at der i det foreliggende tilfælde ikke var anden forbindelse mellem skaden på nervus ulnaris og den tarmoperationen, som patienten fik foretaget, end at denne operation, som de fleste andre blev foretaget i fuld narkose og aktuelt nødvendiggjorde brug af respirator i 4 døgn. Da denne behandling også finder anvendelse ved ikke direkte livstruende lidelser, var grundlidelsens farlighed set i forhold til en lejringsskade ikke relevant. Landsretten fandt imidlertid, at skaden på nervus ulnaris var en sjældent forekommende, men kendt komplikation, som hospitalspersonalet har gode muligheder for at forebygge og tage i betragtning ved lejring af helt eller delvise bevidstløse patienter. Betingelserne for at yde erstatning i henhold til lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 4, for så vidt angik skaden på nervus ulnaris, fandtes herefter at være opfyldt. Patientskadeankenævnets afgørelse kunne således stadfæstes. Sagen er anket til Højesteret.