Østre Landsret 13/5-2004

En 24-årig mand henvendte sig den 13. juni 1999 på skadestuen på grund af smerter i nakken efter fald fra trampolin. Man konstaterede, at han havde muskelømhed i højre side af nakken, men fri kraft og normal følesans i arme og ben. Man anbefalede ham at indtage smertestillende håndkøbsmedicin. Den 7. juli 1999 blev han indlagt, idet en CT-skanning havde vist en instabil luksation ved 5. halshvirvel med brud på venstre facetled. Efter en fornyet undersøgelse fik han den 8. juli 1999 anlagt stiv halskrave, som skulle anvendes de følgende uger. Efter endt behandling havde han væsentlig nedsat bevægelighed og ømhed i nakken. Patientforsikringen fandt, at behandlingen af manden ikke havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, idet man burde have foretaget røntgenundersøgelse straks den 13. juni 1999. Man fandt imidlertid, at den manglende konstatering af bruddet ved undersøgelsen den 13. juni 1999 ikke havde medført en fysisk skade, jf. patientforsikringslovens § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1. Begrundelsen herfor var, at man efterfølgende konstaterede bruddet og iværksatte behandling med stiv halskrave, samt at hans gener med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives nakketraumet og ikke den indledningsvise manglende behandling heraf.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at mandens gener ikke ville have været anderledes, såfremt man straks havde konstateret bruddet.

Landsretten fandt, efter en udtalelse fra Retslægerådet, at bedste specialiststandard havde tilsagt, at der var foretaget røntgenundersøgelse den 13. juni 1999, men at den sene diagnosticering af skaden ikke med overvejende sandsynlighed havde medført en fysisk skade. Landsretten fandt således ikke et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets vurdering, hvorfor nævnet blev frifundet.