Østre Landsret 13/5-2002

En kvinde fik konstateret en knude i venstre bryst, og der blev derfor gennemført operation den 24. juni 1997, hvor vævsprøve viste tegn på ondartet kræft, og hvor venstre bryst og lymfeknuder i armhulen derfor blev fjernet. Hun blev efter operationen udskrevet den 3. juli 1997 uden fast aftale om kontrol, men med besked om at henvende sig, hvis der kom tegn på infektion. Sårhelingen var kompliceret af ødemer, hæmatom, nekrosedannelse og infektion, hvilket gav anledning til flere indgreb med blandt andet sårrevision og hudtransplantat. Hun endte op med svære neuropatiske smerter og muskulære følger, der væsentligt nedsatte funktionen af den venstre arm.

Patientforsikringen fandt, at hun ikke var påført en erstatningsberettigende skade efter patientforsikringsloven, da der var handlet i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og da skade i form af sårinfektion og nekrose ikke opfyldte lovens krav om sjældenhed og alvorlighed. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen, og kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var påført en erstatningsberettigende skade.

Landsrettens flertal fandt det på baggrund af svar fra Retslægerådet godtgjort, at en erfaren specialist på området under de i øvrigt givne forhold med de oplysninger, der fremgik af journalen, ikke ville have udskrevet sagsøgeren uden fast aftale om kontrol. Landsretten fandt, at den begåede fejl var tilstrækkelig klar til at bringe forholdet ind under bestemmelsen i patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Ved bedømmelsen af, om der var godtgjort den fornødne årsagssammenhæng mellem denne fejl og sagsøgerens aktuelle gener, fandt landsretten, at det måtte lægges til grund, at sagsøgerens aktuelle, fysiske gener sandsynligvis kunne tilskrives det komplicerede forløb med ardannelser, og at det ikke kunne udelukke, at sagsøgerens gener kunne have været mindre, hvis der var grebet ind allerede på 12. dagen, hvor vævsdøden med sikkerhed ville være demarkeret, og der formentlig endnu ikke var indtrådt betændelse. Landsretten fremhævede i dommen, at det af forarbejderne til § 2, stk. 1, nr. 1, fremgår, at det kan være rimeligt at lade en eventuel tvivl om den faktiske årsagssammenhæng komme patienten til gode, hvis det f.eks. konstateres, at der klart er begået fejl ved behandlingen af patienten, som kan have forårsaget den konkrete skade. Under hensyn dertil og efter en samlet bedømmelse af de alvorlige skader, som sagsøgeren havde pådraget sig efter behandlingen, fandt et flertal af landsretten, at betingelserne for erstatning i § 2, stk. 1, nr. 1, måtte anses for opfyldt.