Østre Landsret 13/2-2020

Sagen angik prøvelse af Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 14. december 2016, hvorved ankenævnet fandt, at patientens eventuelle krav på erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som følge af behandlingen på et hospital i perioden fra den 31. oktober 2009 og frem samt operationen den 2. september 2011 var forældet i medfør af klage- og erstatningslovens § 59, stk. 1.

Bestemmelsen fastslår, at erstatningskrav skal være anmeldt senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden.

Parterne var enige om, at patientskademyndighederne modtog anmeldelsen vedr. sagen den 10. oktober 2014. Skæringsdatoen i sagen var derfor den 10. oktober 2011.

Tvisten i sagen var, om patienten på et tidspunkt forud for den 10. oktober 2011 var eller burde være bekendt med, at der muligvis var opstået en behandlingsskade.

Byrettens dom stadfæstes, hvorefter ankenævnet skulle anerkende, at den af patienten anmeldte skade for behandlingen på hospitalet af den 31. oktober 2009 og frem ikke var forældet.

Landsretten lagde navnlig vægt på de to lægers vidneforklaringer, samt at patienten havde været igennem et overordentlig komplekst sygdomsforløb efter, at hun kom til skade den 31. oktober 2009.

Landsretten fandt, at det måtte lægges til grund, at patienten ikke før den 10. oktober 2011 (skæringsdatoen) hverken havde eller burde have kendskab til, at nerveskaden kunne være forårsaget af hospitalets behandling den 2. september 2011.

Resultatet var konkret begrundet. I øvrigt bemærkes, at landsrettens anvendelse af det relevante retsgrundlag var bedre i overensstemmelse med ankenævnet anbringender/udlægning af lands- og højesteretspraksis – modsat hvad der var tilfældet med byrettens begrundelse.