Østre Landsret 11/6-2002

En kvinde med sukkersyge og astma fik den 16. november 1995 foretaget en levertransplantation på grund af skrumpelever. På operationstidspunktet var hun alment afkræftet, og efter operationen, som forløb umiddelbart ukompliceret, opstod der flere komplikationer, som man behandlede med god effekt. Efterfølgende konstaterede man en lammelse i højre fod (højresidig peroneus parese), som var en mulig følge af lejringen under operationen. Patientforsikringen havde givet afslag på erstatning efter patientforsikringsloven, da peroneus paresen, uanset om den var en følge af operationen, ikke opfyldte lovens krav i relation til sjældenhed og alvor. Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen og fastslog, at skaden var erstatningsberettigende efter § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om patientforsikring, da skaden gik ud over hvad kvinden med rimelighed måtte tåle, og da skadens opståen ikke stod i umiddelbar forbindelse med selve det operative indgreb. Patientforsikringen vurderede efterfølgende skaden til en méngrad på 10 %. Sygehusets patientforsikringsselskab nedlagde ved landsretten påstand om, at kvinden ikke var påført en erstatningsberettigende skade.

Under landretssagen var der enighed mellem parterne om, at lammelsen i højre fod med overvejende sandsynlighed var en følge af lejringen under operationen den 16. november 1995.

Landsretten lagde i overensstemmelse med en lægelig udtalelse til grund, at der alene indtræder lejringsskader i omkring 1 procent af de tilfælde, hvor der foretages levertransplantation. Landsretten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at der i denne sag havde foreligget en sådan forøget risiko for komplikationer i form af lejringsskader, at betingelserne for at yde erstatning af den grund ikke var opfyldt. Det blev i den forbindelse bemærket, at det hverken af Retslægerådets erklæring eller andre oplysninger i sagen fremgik, hvor stor en risikoforøgelse i forhold til normalrisikoen, der havde foreligget som følge af patientens helbredstilstand. Landsretten lagde endvidere til grund, at lammelsen i patientens fod havde betydet væsentlige gener i dagligdagen i form af nedsat mobilitet og begrænsede muligheder for fysiske aktiviteter. For så vidt angik kravet om skadens relative alvor i forhold til patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt, var det ikke bestridt, at lejringsskaden var uden specifik sammenhæng med behandlingen af grundsygdommen (skrumpelever). Uanset, at der alene var fastsat en méngrad på 10 %, og at der ikke havde været grundlag for at yde erstatning for erhvervsevnetab, fandt landsretten herefter ikke fuldt tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets vurdering, hvorefter skaden gik ud over, hvad patienten med rimelighed måtte tåle.