Østre Landsret 11/11-2005

Rettens sagsnummer:

2525-03

Ankenævnets sagsnummer:

2003-00-003

Dato for dommens afsigelse:

fredag den 11. november 2005

Domstol:

Østre Landsret

Kategori:

Domme afsagt af landsret

Relaterede filer:

oel111105

En kvinde fødte den 29. januar 2001 et barn ved akut kejsersnit, da barnets hjertelyd var påvirket efter igangsættelse af fødslen. Kvinden havde et år tidligere født ved kejsersnit, og da man åbnede maven i det gamle ar, fandt man rigelig blødning. Der var desuden en bristning i livmoderen, barnet lå udenfor livmoderen, og moderkagen havde løsnet sig. Barnet var livløst, men blev behandlet og genoplivet. Man konstaterede, at barnet var svært hjerneskadet. Patientforsikringen fandt, at barnet ikke var blevet påført en fysisk skade som følge af behandlingen, der efter Patientforsikringens vurdering havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Patientforsikringen fandt det overvejende sandsynligt, at bristningen af livmoderen først fandt sted sidst i fødselsforløbet, og at barnet havde det godt indtil da.

Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, således at barnet blev anset for at være påført en efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, erstatningsberettigende skade. Nævnet vurderede, at igangsætningen af fødslen var årsagen til, at livmoderen bristede, og at barnet dermed blev hjerneskadet. Nævnet fandt, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, men at barnets svære hjerneskade var mere, end hvad der med rimelighed burde tåles. Sagen blev herefter af sygehusets forsikringsselskab indbragt for landsretten med påstand om, at barnet ikke var blevet påført en patientskade, der berettigede til erstatning eller godtgørelse efter patientforsikringsloven.

Landsretten fandt på baggrund af en erklæring fra Retslægerådet, at det ikke var godtgjort, at der var tale om en behandlingsskade. Landsretten fandt derimod, at årsagen til skaden var en følge af moderens grundlidelse, idet trykket i livmoderen udløst af de igangsatte veer ikke var højere end tryk forekommende ved spontane fødsler, og at bristningen af livmoderen med overvejende sandsynlighed var sket som følge af de veer, der under alle omstændigheder ville opstå, når fødslen var i gang. Patientskadeankenævnets afgørelse blev derfor ophævet.