Østre Landsret 10/12-2007

I 2000 blev en mand udsat for en patientskade, og blev i den forbindelse tilkendt ménerstatning svarende til 20 procent, men fik afslag på erstatning for erhvervsevnetab. Han var på kontanthjælp, han led af sukkersyge og overvægt samt følgerne efter en piskesmældslæsion, og Patientskadeankenævnet begrundede afslag på erhvervsevnetabserstatning med, at patientskaden ikke havde ført til et fremtidigt erhvervsevnetab for ham. Han indbragte Patientskadeankenævnets afgørelse for domstolene.

Landsretten fandt, at der ikke var omstændigheder der kunne føre til ophævelse og hjemvisning af Patientskadeankenævnets afgørelse. Landsretten fandt endvidere, at der ikke efter bevisførelsen forelå det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse, hvorefter erhvervsevnetabet var under 15 %, og méngraden ikke oversteg 20 %. Landsretten lagde vægt på, at Patientskadeankenævnets afgørelse er truffet under medvirken af særlig lægefaglig sagkundskab, at Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet mén og erhvervsevnetab som Patientskadeankenævnet, og at styrelsen, efter at være blevet forelagt yderligere bilag om patientens pensionssag, fastholdt sin afgørelse. Patienten led allerede i 1996 af overvægt, og det fandtes ikke godtgjort, at hans vægtforøgelse efter maj 2000 var en følge af patientskaden. Landsretten fandt endvidere ikke grundlag for, at fastsætte erhvervsevnetab efter den dagældende bestemmelse i EAL § 8. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.