Østre Landsret 07/6-2017

En mandlig patient pådrog sig den 11. december 2008 en skade på venstre knæ efter en faldulykke på sit arbejde. Dagen efter, den 12. december 2008, pådrog han sig ved en ny faldulykke en skade på højre knæ. Patienten blev herefter opereret i højre knæ. Han kunne ikke genoptage sit arbejde som postbud og blev opsagt i april 2010.

Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) anerkendte skaden i venstre knæ som en arbejdsskade og tilkendte patienten godtgørelse for varigt mén. Derudover blev der givet afslag på erstatning for tab af erhvervsevne.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade i form af gener fra højre ben som følge af ikke optimal undersøgelse og behandling den 12. december 2008, hvor patienten fejlagtigt fik at vide, at han kunne fjerne Don-Joy bandagen fra sit venstre knæ, hvorefter han faldt og beskadigede sit højre knæ.

Patientforsikringen tilkendte efterfølgende godtgørelse for svie og smerte. Ved ny afgørelse gav Patientforsikringens afslag godtgørelse for varigt mén, da patienten var kompenseret gennem arbejdsskadesystemet.

Arbejdsskadestyrelsen fastsatte i december 2012 patientens midlertidige erhvervsevnetab til 35 procent med virkning fra den 20. juli 2010, hvilken blev forhøjet af Ankestyrelsen til 60 procent.

Patienterstatningen gav ved ny afgørelse bl.a. afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.

Afgørelsen for så vidt angik erstatning for tabt arbejdsfortjeneste blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som stadfæstede Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet vurderede, at patienten blev opsagt fra sit job som postbud på grund af arbejdsskaden i venstre knæ, og at han ikke ville have været i stand til at arbejde som postbud, selv hvis behandlingsskaden på højre knæ ikke var sket. For så vidt angik perioden fra den 20. juli 2010 lagde ankenævnet vægt på, at der for skader, som er indtrådt før den 16. juni 2011, og som er omfattet af både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, vil retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophøre på det tidspunkt, hvor skadelidte efter arbejdsskadesikringsloven har krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til denne lovs regler om midlertidig fastsættelse af erhvervsevnetab.

Sagen vedrørende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste blev indbragt for domstolene. Retten fandt, at det ikke med den fornødne grad af sandsynlighed var godtgjort, at det var behandlingsskaden, der havde afskåret patienten fra at genoptage sit arbejde som postbud med indtægtstab til følge. Retten lagde til grund, at patienten - selv hvis behandlingsskaden ikke var indtrådt - ikke ville have været i stand til at genoptage sit arbejde. Retten fandt også, at det ikke kunne tilskrives følgerne af behandlingsskaden, at patienten blev opsagt fra sit arbejde. Retten lagde navnlig vægt på, at generne fra venstre knæ (arbejdsskaden) var værst, og at der efter genoptræning var meget få gener fra det højre knæ (behandlingsskaden).

For så vidt angik erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden efter den 20. juli 2010, hvor patienten havde fået udbetalt erstatning for et midlertidigt tab af erhvervsevne i henhold til Ankestyrelsens afgørelse, fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens vurdering af, at der var en sådan årsagssammenhæng mellem den anerkendte arbejdsskade og den efterfølgende behandlingsskade, at behandlingsskaden var anset som en afledt følge af arbejdsskaden. Henset hertil, samt til at det for skader indtrådt før den 16. juni 2011, som var omfattet af både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, følger af retspraksis, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører på det tidspunkt, hvor skadelidte efter arbejdsskadesikringsloven har krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til denne lovs regler om midlertidig fastsættelse af erhvervsevnetab, fandt retten, at patienten allerede af denne årsag ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for den pågældende periode.

Ankenævnet blev herefter frifundet.

Byrettens dom blev anket til Østre Landsret. Landsretten tiltrådte, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) afgørelse. 

Landsretten lagde efter indholdet af de lægelige oplysninger til grund, at patienten allerede på grund af generne i sit venstre knæ ikke var i stand til at varetage et knæbelastende arbejde.Landsretten lagde ligesom byretten også til grund, at arbejdet som post- og avisbud – også efter indførelsen af de nye regler om postkasseanlæg i 2009 – var et knæbelastende arbejde, hvilket blev understøttet af vidneforklaringerne i sagen. Landsretten tiltrådte på denne baggrund og af de grunde, som byretten i øvrigt havde anført, at patienten allerede som følge af arbejdsskaden ville have været afskåret fra at genoptage sit arbejde som post- og avisbud. Patienten havde heller ikke efter bevisførelsen for landsretten sandsynliggjort, at han ville være blevet omplaceret til et ikke knæbelastende arbejde hos samme arbejdsgiver, hvis patientskaden ikke var sket. Patienten havde derfor ikke lidt et indtægtstab som følge af behandlingsskaden.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens afgørelse.