Odensen 8/7-2011

En ung mand kom til skade den 29. april 2007, da en pige sprang op hans ryg, hvorved han faldt ned på sin højre skulder med hele deres samlede vægt. På grund af smerter i skulderen blev patienten set samme dag på skadestuen. Ifølge journalen viste en røntgenundersøgelse ikke brud eller ledskred. Behandlingen var løs mitella (armslynge) i en uge. Patienten blev endvidere opfordret til at bevæge armen til smertegrænsen nogle gange om dagen. Han fik en tid til kontrol den 11. maj 2007.

Af et journalnotat fra den 30. april 2007 – dagen efter uheldet – fremgår det, at der sås udisloceret abscisio af tuberositas major (uforskudt knogleafsprængning af et senefæste), og at der skulle tages røntgen ved kontrol den 11. maj 2007.

Af et journalnotat fra den 11. maj 2007 fremgår det, at en røntgenundersøgelse viste et brud svarende til et fremspring opadtil på den ydre side af overarmsbenet. Det fremgår endvidere, at patienten ikke havde haft den fikserede mitella på, og derfor skulle han nu fortsætte med løs mitella til næste kontrol to uger senere. Det blev endelig tilføjet i journalnotatet, at der aldrig var blevet ordineret en fikseret mitella til patienten.

Patienten anmeldte sagen til Patientforsikringen som afviste, at patienten var påført en skade i forbindelse med behandlingen på skadestuen. Patientforsikringen vurderede endvidere, at skadestuebehandlingen ikke levede op til bedste specialiststandard, idet undersøgelsen ikke indeholdt en beskrivelse af bevægeligheden i skulderen eller en kraftvurdering. Desuden blev bruddet ikke diagnosticeret. Det havde været optimalt, hvis man havde orienteret patienten, umiddelbart efter røntgengennemgang den 30. april 2007, hvor man erkendte bruddet. Patientforsikringen lagde imidlertid vægt på, at patienten blev behandlet korrekt uden operation og med armslynge. Det var ikke i strid med bedste specialiststandard, at man undlod at anvende fikseret armslynge. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet bemærkede, at den konservative behandling i form af armslynge, der straks blev iværksat var korrekt, og hvis man havde diagnosticeret bruddet på skadestidspunktet, ville behandlingen have været præcis den samme.

Patienten anlagde herefter sag mod Patientskadeankenævnet med påstand om, at han var påført en patientskade. Retten lagde vægt på, at Retslægerådet havde vurderet, at patientens skuldergener mest sandsynligt skyldtes patientens grundlidelse - bruddet i den store omdrejningskno - mens manglende behandling med armslynge alene kunne have været en medvirkende årsag til generne. Patienten havde ikke løftet sin bevisbyrden for, at skaden med overvejende sandsynlighed var forvoldt af skadestuen, uanset om skadestuen overså bruddet den 29. april 2007, og uanset om han fik en armslynge allerede den 29. april 2007 eller først den 11. maj 2007. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.