Odense 7/5-2018

Et 12-årigt barn slog foden mod et bordben, hvorefter der opstod hævelse og smerter. Der var mistanke om brud i fodens knogler, men røntgenundersøgelse dagen efter ulykken viste ikke tegn på brud. Barnet blev på grund af fortsatte smerter henvist til ortopædkirurgisk afdeling, hvor der ikke var mistanke om brud, skade på ledbånd eller muskler. Behandlingen blev afsluttet. På grund af fortsatte svære gener i foden blev barnet efterfølgende henvist til en privatpraktiserende speciallæge i ortopædkirurgi, som på baggrund af fornyet røntgenundersøgelse og en MR-skanning vurderede, at barnet havde haft et brud i fodleddet, som havde medført forandringer i relation til leddet og vækstzonen. Der blev anmodet om erstatning med henvisning til, at den forsinkede diagnosticering af bruddet var årsag til svære smerter og gangbesvær.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at barnet ikke var påført en erstatningsberettigende skade. Afgørelsen blev indbragt for Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen. Behandlingen på hospitalet levede op til den standard, som kan forventes af en erfaren specialist. Med de diagnostiske metoder, som normalt er tilgængelige ved et tilfælde som dette, var det ikke muligt at påvise en skade. Der var ikke overset nogen skade på de primære røntgenbilleder, da billederne efter ankenævnets vurdering ikke viste tegn på skade. MR-scanningen viste alene, at epifyseskiven nederst i venstre skinneben var lukket, men viste ikke tegn på følger efter skader i ankelregionen. Uanset om man ved første undersøgelse havde konstateret en skade på epifyselinien, ville en tidligere behandling med immobilisation i f.eks. gips med overvejende sandsynlighed ikke have givet et andet slutresultat end det, der var opnået med den aktuelle behandling. Der ville heller ikke have været andre relevante behandlingstilbud, der kunne have forhindret, at epifyselinien lukkede. Generne var med overvejende sandsynlighed ikke en følge af behandlingen eller en komplikation hertil. Der forelå således ikke en behandlingsskade i lovens forstand.

Sagen blev indbragt for domstolene og blev i den forbindelse forelagt Retslægerådet. Retslægerådets udtalelse støttede ankenævnets afgørelse om, at barnet ikke var påført en behandlingsskade, og at behandlingen på hospitalet havde været i overensstemmelse med den erfarne specialists standard. Retten lagde afgørende vægt på Retslægerådets vurdering. Tvivl om hvorvidt den primære undersøgelse på hospitalet var blevet journalført korrekt kunne ikke føre til andet resultat, da der ifølge Retslægerådet ikke var tegn på en skade. Ankenævnet blev herefter frifundet.