Odense 4/7-2016

En mandlig patient fik konstateret overfladisk kræft i blæren og blev derfor behandlet med vedvarende skylninger af kemoterapi i blæren. Efter nogen tid fik patienten tiltagende blod i urinen og lav blodprocent, og han fik derfor flere blodtransfusioner. Patienten fik herefter konstateret kræft i blærehalskirtlen (prostata). Det blev vurderet, at kræften stammede fra blæren. Kræften havde ikke spredt sig til yderligere organer, og patienten fik derfor strålebehandling med god effekt. Efter en periode på ca. seks måneder, hvor undersøgelser viste, at kræften var forsvundet, fik patienten vedvarende smerter i og blødninger fra blæren. På grund af stop i blæren blev der foretaget kikkertundersøgelse med henblik på at anlægge et kateter. Ved kikkertundersøgelsen blev der påvist et lille hul på bagsiden af blæren, og der blev givet antibiotika. Efter kikkertundersøgelsen blev patientens tilstand svækket, da han fik blodforgiftning på grund af Norovirus. En CT-scanning viste infiltrater i lungerne samt væske uden for lungen og i venstre nyre. Patienten ønskede ikke yderligere behandling, og han døde kort tid derefter.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte, at patientens forløb med svære smerter og blødning fra blæren efter strålebehandling, infektion med Norovirus og hans død var sjældent og alvorligt, og at dødsboet derfor havde ret til erstatning efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. Patientforsikringen tilkendte herefter godtgørelse for svie og smerte og godtgørelse for varigt mén. Patientforsikringen tilkendte også erstatning for helbredelsesudgifter samt overgangsbeløb og erstatning for forsørgertab til den afdødes hustru.

Regionen klagede over Patientforsikringens afgørelse om erstatningsansvar. Regionen mente, at komplikationerne hverken var tilstrækkelig sjældne eller alvorlige til at danne grundlag for erstatning efter klage- og erstatningsloven.

Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) fandt, at patienten ikke var blevet påført en skade ved behandlingen, der gav ret til erstatning efter klage- og erstatningsloven. Nævnet vurderede, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ikke ville have handlet anderledes, end der blev gjort ved behandlingen. De indtrådte komplikationer i form af smerter og blødning efter strålebehandling, infektion med Norovirus og patientens død var ikke sjældne eller alvorlige sammenlignet med den alvorlige og aggressive kræftsygdom i blæren og blærehalskirtlen samt hans øvrige helbredstilstand med følger efter blodprop i hjernen, udposning i hovedpulsåren (aortaaneurisme), åreforkalkning, knogleskørhed, mangeårige blæresmerter og inkontinens. Nævnet bemærkede, at Norovirusinfektionen ikke med overvejende sandsynlighed havde været af afgørende betydning for sygdomsforløbet. Forværringen af patientens tilstand og død skyldtes hans samlede sygdomsbillede, herunder hans kræftsygdom, den nødvendige behandling og de tilstødte komplikationer. Patientskadeankenævnet ophævede som følge heraf Patientforsikringens afgørelser om erstatning.

Den efterlevende hustru indbragte Patientskadeankenævnets afgørelse for domstolene, og sagen blev i den forbindelse forelagt Retslægerådet. Retten bemærkede indledningsvist, at regionens klage til Patientskadeankenævnet var rettidig. Endvidere bemærkede retten, at det ikke er tilstrækkeligt, at komplikationer i sig selv har alvorlige følger for patienten, idet komplikationers alvor skal sammenlignes med karakteren og alvoren af patientens grundsygdom og helbredstilstand i øvrigt. Patienten døde i forlængelse af flere forsøg på at standse blødninger og smerter, som var komplikationer til behandlingen af kræftsygdommen. Patientens øvrige helbredstilstand havde væsentlig betydning for de indtrådte komplikationer og hans manglende evne til at komme sig over disse. Retten fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse om, at der ikke var grundlag for erstatning efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1-4.