Odense 3/6 - 2013

En dreng blev født natten mellem den 22. og 23. august 2007. Fødslen blev kompliceret af, at barnet sad på tværs, og hospitalspersonalet havde vanskeligt ved at konstatere hjertelyd. To dage efter fødslen blev barnet indlagt på ny. Af journalen fremgår, at forældrene den 5. september 2007 blev informeret om, at der var en blodprop og diffuse angreb i hele hjernen, herunder også i den dybere del, hvilket var bekymrende og kunne medføre skader.

Den 4. oktober 2007 blev barnet udskrevet. Det fremgår af et journalnotet af samme dato, at forældrene blev informeret om, at en MR-skanning havde vist forandringer, der var særligt udtalte på højre side, samt forandringer i thalami. Forældrene blev gjort bekendt med, at det ville komme til at medføre motoriske problemer, særligt på venstre side, og formentlig også indlæringsvanskeligheder.

I den efterfølgende tid havde han det godt, om end hans udvikling på nogle punkter var langsommere end hans tvillingebrors. Den 19. august 2008 blev det noteret, at han ikke virkede helt alderssvarende hverken fin- eller grovmotorisk. Den 12. maj 2009 blev det noteret, at han langt fra var alderssvarende sprogligt, og at det fortsat var muligt, at han var mentalt retarderet. Den 28. oktober 2009 blev diagnosen ”retarderet psykomotorisk udvikling” noteret. Den 14. marts 2011 blev det noteret, at han skulle følges på grund af mental retardering og epilepsi efter iskæmisk hjerneskade i forbindelse med sinus venosus trombose i neonatal perioden. Dagen efter blev sagen anmeldt til Patientforsikringen.

Patientforsikringen fandt, at sagen var forældet, jf. klage- og erstatningsloven § 59, stk. 1, hvilket Patientskadeankenævnet tiltrådte. Patientskadeankenævnet lagde vægt på, at hans forældre i hans første levemåned blev gjort bekendt med, at han havde hjerneforandringer som følge af en blodprop i hjernen. Det forhold, at det først var i 2010, at forældrene blev klar over omfanget af hans gener, kunne ikke ændre på vurderingen, idet kendskab til omfanget af skadens følgevirkninger ikke var det afgørende element i forældelsesvurderingen.

Afgørelsen blev indbragt for retten. Der blev bl.a. afgivet vidneforklaring fra en overlæge, der havde fulgt barnet. Han mente, at skanningsbillederne ikke gav belæg for en så kategorisk konklusion som den, der kom til udtryk i journalnotatet af 4. oktober 2007.

Retten fandt, at forældrene senest den 4. oktober 2007 burde have været klar over skaden. Dette var tilfældet uanset overlægens vurdering af skanningsbillederne. Forældrene havde således ikke godtgjort, at informationen den 4. oktober 2007 ikke havde haft det alarmerende indhold, der fremgik af journalen. Sagen skulle således have været anmeldt til Patientforsikringen senest tre år efter dette tidspunkt. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.