Odense 25/11-2015
Rettens sagsnummer:
BS 5-581/2014
Ankenævnets sagsnummer:
13/3462
Dato for dommens afsigelse:
onsdag den 25. november 2015
Domstol:
Retten i Odense
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En kvinde blev bl.a. på grund af smerter henvist til gynækologisk undersøgelse, som viste endometriose. Hun blev derfor opereret i februar 2011, hvor man løsnede svære sammenvoksninger, og hvor man var nødt til at fjerne en del af endetarmen som følge af sammenvoksningerne. Der blev kort tid efter konstateret en fistel fra endetarmen til skeden, og man anlagde derfor en aflastende stomi med henblik på, at fistlen ville lukke sig af sig selv. Kvinden blev opereret i august 2011, da fistlen stadig var åben, og man var nødt til at fjerne den resterende del af endetarmen på grund af svære sammenvoksninger. I september 2011 blev der anlagt nyrekateter i højre urinleder for at skabe afløb, fordi der var konstateret forsnævring. Hun fik tilbagelagt stomien i februar 2012. Ved en kontrol i april 2013 oplyste hun, at hun ikke havde smerter, men at hun fortsat havde visse mave-tarmsymptomer.
Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at behandlingen var i overensstemmelse med den erfarne specialists standard og vurderede, at fisteldannelse efter operation for svær endometriose ikke var sjælden. Endvidere vurderede Patientforsikringen, at fisteldannelse heller ikke var tilstrækkelig alvorlig i forhold til den relativt alvorlige grundlidelse endometriose, som kan medføre svære helbredsgener og er vanskelig at behandle.
Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen.
Sagen blev indbragt for retten og blev i den forbindelse forelagt Retslægerådet, som bl.a. udtalte, at skaden i form af fistler, fjernelse af hele endetarmen, midlertidig stomi og afføringsinkontinens var sjældent forekommende ved den udførte operation. Retten fandt på den baggrund, at skaden måtte anses for sjælden. Retten vurderede, at der var indikation for alle de udførte operationer, og at grundlidelsen ikke var livstruende, men at patientens svære endometriose med mange smerter netop gjorde operation relevant. Da patienten nu var smertefri og kunne passe sit fuldtidsjob, fandt retten, at skaden ikke var tilstrækkelig alvorlig til anerkendelse. Ankenævnet blev herefter frifundet.