Odense 23/3-2016

En mandlig patient var i 2005 og 2006 i behandling for testikelkræft. Han gennemgik flere operationer, og han blev behandlet med stråler. I midten af 2008 fik han hævelse af en lymfeknude på halsen, og en biopsi viste, at der var tale om spredning af testikelkræften. Patienten blev herefter behandlet med kemoterapi. I marts 2009 sendte patienten en e-mail til hospitalet, hvor han klagede over synkebesvær, men hospitalet reagerede ikke på dette. I juni 2009 henviste egen læge patienten til en kikkertundersøgelse af maven. Undersøgelsen viste, at patienten havde en kræftknude på overgangen mellem spiserøret og mavesækken (cardiacancer). Efterfølgende scanning viste, at mavekræften havde spredt sig til både leveren og bughinden. Patienten blev behandlet med kemoterapi, men døde i februar 2010.

I november 2012 anerkendte Patientforsikringen (nu Patienterstatningen), at patientens mavekræft var blevet diagnosticeret med 4 måneders forsinkelse, idet hospitalet burde have foretaget en kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk på baggrund af patientens e-mail fra marts 2009. Hvis mavekræften var diagnosticeret i marts 2009, ville patientens 5-årige overlevelsesprognose have været 10-15 procent bedre, og derfor tilkendte Patientforsikringen en méngodtgørelse på 10 procent. Godtgørelsen dækkede den psykiske belastning, som bevidstheden om prognoseforringelsen havde medført for patienten. Patientforsikringen afviste dog at give erstatning for selve dødsfaldet, da patientens overlevelsesprognose selv uden forsinkelsen var meget dårlig, og dødsfaldet derfor mest sandsynligt skyldtes den meget alvorlige grundlidelse. Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som var enige i afgørelsen.

Afgørelsen blev indbragt for retten med påstand om, at patientens efterladte var berettiget til erstatning for dødsfaldet. Under retssagen blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at en korrekt diagnose på et tidligere tidspunkt med overvejende sandsynlighed ville have medført en længere overlevelse, men at patienten med overvejende sandsynlighed ville være død af sin sygdom. Retslægerådet oplyste i tilknytning hertil, at den 5-årige overlevelsesprognose for cardiacancer var ca. 10 procent, og at diagnoseforsinkelsen ikke havde haft betydning for behandlingsmulighederne. Retten fandt det på baggrund af udtalelsen fra Retslægerådet overvejende sandsynligt, at patienten ville være afgået ved døden som følge af grundsyg-dommen – cardiacancer – selvom diagnosen var blevet stillet rettidigt. Da den forsinkede diagnosticering således ikke havde været årsag til dødsfaldet, var de efterladte ikke berettiget til erstatning for dødsfaldet. Retten fandt ikke anledning til at tage stilling til, om der var grundlag for bevislempelse, da der efter Retslægerådets udtalelse ikke var tvivl om årsagssammenhængen. Ankenævnet blev derfor frifundet.