Odense 23/2-2017

En mand kom d. 6. januar 2011 til skade med sit venstre håndled i forbindelse med sit arbejde som bager. Patientens egen læge anbefalede d. 11. januar 2011, at patienten skulle holde sig i ro i to uger. Den 18. januar blev der foretaget en røntgenundersøgelse, der ikke viste et brud i håndleddet. Patienten blev undersøgt på skadestuen d. 10. februar 2011, idet han var blevet ramt af en bold på håndleddet. Det blev vurderet, at der ikke var knogleømhed eller ømhed i den lille fordybning ved tommelfingerens rod (tabatiéren). Patienten fik foretaget en MR-scanning af håndleddet d. 18. oktober 2011, som viste et uforskudt brud i bådbenet og en væskeansamling. Derudover blev der foretaget en ny røntgenundersøgelse, som, i modsætning til den tidligere, viste et ikke helet brud (falsk leddannelse/pseudoartrose). Patienten blev opereret i håndleddet d. 23. februar 2012, da bruddet ikke var helet tilstrækkeligt. Patienten var til kontrol i oktober 2012, hvor der fortsat var bevægeindskrænkninger i håndleddet.

Patienten klagede til Patienterstatningen (tidligere Patientforsikringen), der traf afgørelse i sagen d. 30. januar 2013. Patienterstatningen fandt, at patienten var berettiget til erstatning, idet skaden i form af forlænget sygeperiode og potentielt forværrede varige gener skete som følge af forsinket diagnosticering af et brud i bådbenet i venstre håndled. Patienterstatningen lagde i sin vurdering vægt på, at en erfaren specialist ville havde undersøgt patienten for ømhed i fordybningen ved tommelfingerens rod d. 11. januar 2011, samt at en sådan undersøgelse med overvejende sandsynlighed havde konstateret ømhed. Patienterstatningen vurderede, at en undersøgelse d. 11. januar 2011 ville have medført, at der med overvejende sandsynlighed ikke ville være opstået pseudoartrose i bruddet. Herved ville patienten have undgået operationen, den forlængede sygeperiode samt potentielt forværrede varige gener.

Patienterstatningen traf d. 22. marts 2013 afgørelse om erstatningsopgørelsen. Det blev vurderet, at patienten ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet sygeforløbet efter operationen ikke blev anset som en følge af den forsinkede diagnose, men mest sandsynligt som følge af det oprindelige brud. Patienterstatningen vurderede også, at patienten ikke havde et varigt mén på 5 procent eller derover som følge af den forsinkede diagnose, hvorfor han ikke var berettiget til godtgørelse herfor.

Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) stadfæstede d. 12. september 2013 Patienterstatningens afgørelse. Afgørelsen blev indbragt for retten. 

Retten lagde særlig vægt på Patienterstatningens vurdering i afgørelsen af 30. januar 2013. Retten vurderede, at Patienterstatningens afgørelse d. 22. marts 2013 stod i modsætning til Patienterstatningens tidligere vurdering i afgørelse af 30. januar 2013 i forhold til, hvorledes de nuværende gener var forårsaget af selve bruddet eller patientskaden. Idet retten ikke fandt den ændrede vurdering begrundet i afgørelsen, kunne afgørelsen af 22. marts 2013 ikke lægges til grund, og patienten var hermed berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Patienten var også berettiget til erstatning for svie og smerte. Desuden fandt retten på baggrund af Patienterstatningens vurdering af 30. januar 2013, at méngraden ved korrekt behandling havde været under 5 procent, og at patienten var berettiget til godtgørelse for varigt mén på 8 procent.