Odense 19/9-2016

En 62-årig mand led af polycystisk nyresygdom, som medførte aftagende nyrefunktion. Han havde også en udposning på hovedpulsåren. Der var planlagt nyretransplantation, og han fik ved en operation fjernet venstre nyre, inden der skulle foretages transplantation. Der opstod læsion af milten, som derfor blev fjernet. Ved operationen fandt man, at leveren var svært forstørret på grund af cyster. Der opstod betydelig blødning, og patienten havde et forløb med indlæggelse på intensiv afdeling, hvor han langsomt fik det bedre. Efter operationen blev patienten behandlet med dialyse. Dialysen blev stoppet i en periode men måtte påbegyndes igen, da patienten fik dårligere nyrefunktion. Efter en kort periode blev han indlagt igen på grund af tiltagende dårlig almen tilstand og tiltagende maveomfang. Leveren var meget forstørret, således at den fyldte det meste af maven (abdomen) og trykkede på de omkringliggende organer, så patienten ikke kunne indtage nok ernæring. Man startede udredningsprogram for levertransplantation. Tilstanden blev forværret under indlæggelsen, og der opstod infektion, hvorfor han fik antibiotika. Efter en kikkertundersøgelse af mavesækken fik patienten pludselig hjertestop, og det lykkedes ikke at genoplive ham trods relevant forsøg på livreddende behandling.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) fandt, at patienten ikke var berettiget til erstatning efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. 

Boet klagede over afgørelsen til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

Sagen blev indbragt for domstolene. Retslægerådet udtalte, at en kirurgisk fjernelse af nyre og urinleder hos en let overvægtig person med store cystenyrer og stor cystelever er forbundet med stor risiko for komplikationer. Retslægerådet udtalte desuden, at det centrale problem var, at der opstod velkendte, alvorlige komplikationer ved den venstre nyrelæsion af milten og tyktarmen. Hvis patienten er kronisk svært syg, er risikoen for, at disse komplikationer medfører et langvarigt kronisk forløb og eventuelt dødsfald klart øget. Retten lagde til grund, at patienten var en kronisk svært syg patient med et langvarigt og kompliceret operativt forløb. Retten fandt, at der ingen indikation var for, at patientens chance for at overleve ville have været større, hvis operationen havde fundet sted tidligere end tilfældet var. Henset til den meget store operation, han skulle igennem, kunne det derimod ikke udelukkes, at en tidligere operation kunne have medført en tidligere død. Journalerne sammenholdt med Retslægerådets svar dokumenterede efter rettens opfattelse ikke, der var begået lægelige fejl, som havde medført døden på et fremrykket tidspunkt, men alene, at patienten var alvorligt syg og muligt mere alvorligt syg end antaget før operationen. Derfor havde han haft det vanskelige postoperative forløb. Det var efter rettens vurdering ikke godtgjort, at lægerne inden operationen var bekendt med, at også leveren var angrebet, og operationen var velindikeret, idet cysterne påvirkede andre organer i maven og hans fødeindtagelse. Retten henviste til en lægelig vurdering af, at patientens dødsfald måtte betragtes som en følge af patientens grundsygdom og ikke som en følge af operationen, og at denne læge også vurderede, at behandlingen af patienten var fuldt forenelig med standarden for en erfaren specialist. Retten vurderede, at der på baggrund af de lægefaglige udtalelser og som følge af, at patienten ikke blev obduceret, ikke var grundlag for at konkludere, at dødsfaldet skyldtes andet end patientens grundsygdom. Som følge heraf var der efter rettens vurdering ikke grundlag for at fastslå, at den behandling, patienten fik, var uden for, hvad han måtte tåle. Ankenævnet blev herefter frifundet.