Odense 12/5-2015

En mand blev efter et vagtlægebesøg kort efter midnat den 10. november 2005 indlagt grundet mistanke om tamslyng. Han blev opereret samme dag kl. 21.00, hvor han fik fjernet blindtarmen, og hvor man fandt betydelige mængder pus i bughulen. Patienten havde efterfølgende gener i form af oppustethed og daglige opkast af galde. Patienten blev indlagt den 27. november 2005 og reopereret den 28. november 2005, hvor man fjernede tre bylder fra hans bughule og 50 cm tyndtarm. Han blev opereret for brok i juli 2006.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade , jf. lov om patientforsikring § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1. Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen.

Sagen blev herefter indbragt for domstolene og i den forbindelse forelagt for Retslægerådet. På baggrund af Retslægerådets udtalelse, genoptog Patientskadeankenævnet sagen, idet Retslægerådet udtalte, at behandlingen den 10. november 2005 ikke var i overensstemmelse med den erfarne specialiststandard, idet patienten burde have været opereret på første ledige operationsleje, da han udviste sikre tegn til bughindebetændelse. Retslægerådet kunne ikke vurdere, om en tidligere operation ville have ændret forløbet men udtalte, at patienten på indlæggelsestidspunktet formentlig allerede havde en perforeret blindtarm. Endvidere udtalte Retslægerådet, at den anvendte antibiotikabehandling i forbindelse med operationen ikke var sufficient, samt at patientens kroniske diarré formentlig var en følge af tab af tyndtarm. Derudover ville patienten have et livslagt behov for B-12 vitaminindsprøjtninger. Patientskadeankenævnet anerkendte herefter, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade i form af følge efter utilstrækkelig antibiotisk behandling. Sagen blev dernæst sendt tilbage til Patientforsikringen med henblik på opgørelse af erstatningen.

Patientforsikringen vurderede, at patienten ikke var berettiget til erstatning, idet erstatnings-beløbet ikke oversteg lovens minimumsgrænse på 10.000 kr. jf. lov om patientforsikring § 5, stk. 2. Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet, som tiltrådte afgørelsen.

Sagen blev indbragt for domstolene for så vidt angik godtgørelsesposterne svie og smerte samt varigt mén. Under sagens behandling afgav Retslægerådet supplerende udtalelse. Retten lagde vægt på Retslægerådets udtalelse om, at risikoen for re-operationen kunne have været reduceret, hvis patienten var blevet behandlet med adækvat antibiotika i tiltrækkelige doser, men at det ikke var muligt at graduere sandsynligheden. Retten fandt på denne baggrund, at der var begået klare fejl ved behandlingen, hvorfor der var grundlag for at lempe beviskravet til årsagssammenhæng. Da det ikke havde været muligt at graduere sandsynligheden, skulle tvivlen således komme patienten til gode. Retten fandt herefter, at der var årsagssammenhæng mellem patientens nuværende gener i form af kronisk diarré/afføringsinkontinens og den anerkendte patientskade. Videre fandt retten, at patienten var påført et varigt mén 15 procent, og at patienten var berettiget til en godtgørelse for svie og smerte for en periode på 111 dage, heraf 11 dage takstmæssigt for perioden fra den 27. november 2005 til den 7. december 2005, samt 100 dage fastsat skønsmæssigt på baggrund af oplysningerne om karakteren og omfanget af de helbredsmæssige gener, som patientskaden havde medført. Patientskadeankenævnet blev således ikke frifundet.