Odense 11/8-2014

En patient blev i april 2009 opereret for bugvægsbrok. Under operationen skete der en perforation af tarmen, og det var derfor nødvendigt at operere igen og anlægge en stomi. Stomien blev lagt tilbage ved operation i november 2009, hvor man samtidig foretog ny operation af bugvægsbrokket med indsættelse af nyt net. I april 2010 blev patienten behandlet for mavesmerter, der skyldtes cyster i det lille bækken. I juni 2010 blev patienten undersøgt for afføringsproblemer, men der fandtes ingen årsag eller behandlingsmuligheder.

Patienten havde forud for behandlingen af brok været sygemeldt fra marts 2008 til juni 2008 på grund af operation i venstre knæ og havde igen været sygemeldt fra januar 2009 og frem på grund af operation i højre knæ. I februar 2009 blev patienten opsagt fra sin stilling i et supermarked på grund af sygdom med fratræden ved udgangen af maj 2009. I februar 2013 blev patienten bevilget førtidspension.

Patientforsikringen anerkendte, at patienten var blevet påført en erstatningsberettigende skade i form af tarmperforation. Patienten fik tilkendt godtgørelse for svie og smerte samt godtgørelse for varige mén på 20 procent for stor udspilet mave med smerter og problemer med at bruge bugvægsmuskulaturen. Patientforsikringen gav afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse vedrørende opgørelsen af godtgørelse og erstatning. Angående tabt arbejdsfortjeneste lagde nævnet vægt på, at patienten havde været ledig på tidspunktet for patientskadens indtræden, at patienten havde været sygemeldt frem til januar 2010 og at følgerne efter patientskaden i form af midlertidig stomi ikke medførte skånehensyn. Angående svie og smerte lagde nævnet vægt på, at det ikke var godtgjort, at patientens sygemelding fra september 2010 og frem skyldtes patientskaden. Angående varigt mén lagde nævnet vægt på, at patientskaden med overvejende sandsynlighed ikke havde medført svær inkontinens for afføring, som ellers påstået af patienten, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte det af Patientforsikringens fastsatte skøn på 20 procent i varigt mén. Vedrørende erhvervsevnetab lagde nævnet vægt på, at der ikke var grundlag for at fastslå, at patientskaden havde medført et funktionstab af et sådant omfang, at det berettigede til erstatning for tab af erhvervsevne.

Patienten indbragte herefter Patientskadeankenævnets afgørelse for retten. Der blev under retssagens behandling indhentet udtalelser fra Retslægerådet, hvor det fremgik, at patientens afførings- og urinpro-blemer og muligvis mavesmerter med overvejende sandsynlighed ikke var følger efter patientskaden.

Retten kom til samme resultat som Patientskadeankenævnet. Dels under henvisning til, at patienten ikke havde godtgjort, at patientskaden havde haft andre eller yderligere følger end dem, som Patientskadeankenævnet havde lagt til grund ved sin afgørelse, og dels under henvisning til, at det ikke var godtgjort, at patienten ville være kommet i arbejde efter sygemeldingen for knæoperationen og brokoperation, og at der i øvrigt ikke var sammenhæng mellem patientskaden og patientens sygemelding fra september 2010 og frem. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.