Odense 05/10-2016

En dreng blev i perioden fra september 1994 til april 2003 behandlet med forskellige typer af medicin for psykisk sygdom.

I juni 2010 søgte drengen erstatning i Patientforsikringen efter reglerne om erstatning for lægemiddelskader. I november 2010 søgte han også erstatning efter reglerne om patientskader. Han gjorde gældende, at han havde fået omfattende fysiske skader som følge af betydelig og langvarig fejlmedicinering, herunder skader på spiserør, mave og hjerne.

For så vidt angik erstatningssøgsmålet efter lægemiddelskadereglerne, vurderede Patientforsikringen, at skader som følge af behandling, der havde fundet sted mere end 10 år før anmeldelsen i juni 2010, var forældede. De senere påførte fysiske bivirkninger til medicinen var ikke mere omfattende, end hvad drengen måtte tåle set i forhold til alvorligheden af den sygdom, der skulle behandles. 

For så vidt angik erstatningssøgsmålet efter patientskadereglerne, vurderede Patientforsikringen, at skader som følge af behandling, der havde fundet sted mere end 10 år før anmeldelsen i november 2010, var forældede. Hvad angik behandlingen efter november 2000, så havde den været i overensstemmelse med den standard, som en erfaren specialist på området under de i øvrigt givne forhold ville have iværksat. Der kunne derfor ikke ydes erstatning efter patientforsikringsloven.

Patientforsikringens afgørelser blev anket til henholdsvis Lægemiddelskadeankenævnet og Patientskadeankenævnet (ankenævnene er nu sammenlagt til Ankenævnet for Patienterstatningen).

Lægemiddelskadeankenævnet stadfæstede, at skader som følge af lægemidler, der var udleveret mere end 10 år før anmeldelsen i juni 2010, var forældede. Hvad angik behandlingen i perioden efter juni 2000 og frem til april 2003, så var drengens gener ikke med overvejende sandsynlighed forårsaget af medicinen.

Patientskadeankenævnet stadfæstede, at skader som følge af behandlingen før november 2000 var forældet i henhold til den 10-årige forældelsesfrist. Hvad angik perioden efter november 2000 og frem til april 2003, så havde behandlingen været i overensstemmelse med den behandling, som en erfaren specialist ville have iværksat under de i øvrigt givne forhold. Der var derfor ikke grundlag for at yde erstatning.

Lægemiddelskadeankenævnets og Patientskadeankenævnets afgørelser blev indbragt for Retten i Odense. Retten fastslog, at psykiske skader, som måtte være påført inden den 1. januar 2004, faldt uden for Patientforsikringslovens anvendelsesområde. Lægemiddelskadeloven omfatter ikke psykiske skader.

Retten fastslog endvidere, at der løber en 3-årige forældelsesfrist fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Efter begge love er den absolutte forældelsesfrist på 10 år.

Da drengen ikke havde fået konstateret fysiske skader efter 2006, og da anmeldelserne til Patientforsikringen først var indgivet i juni 2010 og november 2010, var sagsøgerens eventuelle krav på erstatning forældet i henhold til den 3-årige forældelsesfrist.

 Ankenævnet for Patienterstatningen blev derfor frifundet.