Nykøbing Falster 7/4-2022

Patient havde ikke ret til godtgørelse for svie og smerte efter erstatningsansvarslovens § 3.

Rettens sagsnummer:

BS-34638/2021-NYK

Ankenævnets sagsnummer:

19-8079

Dato for dommens afsigelse:

torsdag den 7. april 2022

Domstol:

Retten i Nykøbing F.

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

Nykøbingfalster070422

Sagsøger blev påført en behandlingsskade i form af følger efter en ikke-optimal operation af højre knæ og havde ret til erstatning herfor efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1 og § 24, stk. 1.

Sagsøger ønskede godtgørelse for svie og smerte efter EAL § 3.

Sagsøger havde allerede fået tilkendt godtgørelse for et forlænget sygdomsforløb efter knæoperationen, men ønskede godtgørelse op til beløbsgrænsen på 80.000 kr. Til støtte herfor anførte sagsøger, at hun havde været syg i den efterfølgende periode. Sagen drejede sig derfor om, hvorvidt sagsøger i den efterfølgende periode kunne betragtes som ”syg” i erstatningsansvarslovens § 3, 1. led’s forstand. Der skulle i den forbindelse foretages en vurdering af, om sagsøger var ”undergivet en vis lægelig eller anden behandling”.

Retten fandt dog ikke, at hendes behandling med smertestillende medicin og lægekonsultationer indebar, at hun havde modtaget en ”vis lægelig eller anden behandling”, som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget. Hun havde derfor ikke været syg i § 3’s forstand.

Der var heller ikke grundlag for at fastsætte en skønsmæssig godtgørelse efter EAL § 3, 2. led.

Ankenævnet blev herved frifundet.