Nykøbing F 8/11-2018

En mandlig patient blev undersøgt på en skadestue, efter han var faldet 11 trin ned ad en trappe. Der blev lavet en røntgenundersøgelse af patientens fodled, og det blev vurderet, at undersøgelsen viste tegn på brud ved ankelknoen. Patienten fik lagt en walkerstøvle og måtte ikke støtte på foden i 2 uger. 5 dage senere blev patienten på ny undersøgt på skadestuen grundet tiltagende smerter. Skadestuen foretog endnu en røntgenundersøgelse og vurderede, at der ikke var tegn på brud på ankelknoen, men at der var tale om en forstuvning. Walker-støvlen blev fjernet, og der blev lagt et støttebind. Yderligere 5 dage senere blev patienten på ny undersøgt på skadestuen grundet smerter, samt det forhold, at han ikke kunne støtte på foden. Skadestuen foretog en CT-skanning, som viste tegn på et multifragmenteret hælbens-brud. Patienten blev indlagt, og det blev vurderet, at bruddet var egnet til at blive behandlet uden operation. Patienten fik på ny lagt en walkerstøvle og måtte ikke støtte på foden foreløbigt. Ved efterfølgende kontrolundersøgelser lå foden i spidsfodsstilling, og patienten havde betydelige smerter og kunne ikke støtte på foden. Patienten havde vedvarende gener.

Patienterstatningen afgjorde, at patienten ikke var berettiget til erstatning for patientskade, fordi erstatningsbeløbet var under minimumsgrænsen på 10.000 kr. Patienterstatningens afgørelse blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen. Ankenævnet var ikke enig i Patienterstatningens afgørelse, som derfor blev ændret. Ankenævnet vurderede, at patientens gener i foden med overvejende sandsynlighed skyldtes selve hælbensbruddet og ikke det forhold, at bruddet først blev diagnosticeret 10 dage efter tilskadekomsten. Ankenævnet lagde vægt på, at benet blev aflastet i 10-dages perioden, og at stillingen i bruddet ikke ændrede sig i den periode. Ankenævnet afgjorde på den baggrund, at patienten ikke var påført en skade ved behandlingen og derfor ikke havde ret til erstatning.

Patienten indbragte ankenævnets afgørelse for domstolene. Retslægerådet udtalte under sagen, at den første behandling på skadestuen ikke var i overensstemmelse med alment anerkendte retningslinjer, men at patientens beskrevne gener og objektive fund skyldtes selve hælbensbruddet. På baggrund af Retslægerådets udtalelse fandt retten, at den forsinkede diagnose af hælbensbruddet ikke havde betydning for slutresultatet af behandlingen, og at patientens gener i form af smerter og ømhed omkring foden skyldtes selve hælbensbruddet. Retten fandt derfor, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en behandlingsskade. Retten frifandt herefter ankenævnet.