Nykøbing F 10/10-2017

Rettens sagsnummer:

BS 2-549/2014

Ankenævnets sagsnummer:

13/5264

Dato for dommens afsigelse:

tirsdag den 10. oktober 2017

Domstol:

Retten i Nykøbing F.

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

nykoebingf101017

En kvindelig patient blev i 2011 indlagt på grund af en sammenklappet højre lunge. Ved en skanning blev det fundet, at patienten havde cyster i lungevævet, og der blev fundet grundlag for at fjerne cysterne ved en kikkertoperation. Operationen forløb umiddelbart ukompliceret, og efterfølgende røntgen viste, at lungen var helt udfoldet. Efter operationen havde patienten dog smerter, føleforstyrrelser og nedsat bevægelighed af højre skulder. Patienten anmeldte sagen til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen), idet hun mente, at hun som følge af operationen var påført en nerveskade, som medførte gener i højre skulder. 

Patientforsikringen vurderede, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var påført en skade som følge af operationen. Patientforsikringen anførte blandt andet, at efterfølgende undersøgelser ikke viste tegn på fysisk skade i skulderen/skulderleddet, som kunne forklare patientens gener.

Patienten klagede over afgørelsen til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen. Ankenævnet lagde blandt andet vægt på resultatet af en efterfølgende nerveledningsundersøgelse, som ikke viste tegn på nerveskade, der kunne forklare patientens symptomer i højre skulder.

Sagen blev indbragt for retten, og blev i den forbindelse forelagt Retslægerådet, som udtalte blandt andet, at patientens gener i højre skulder mest sandsynligt skyldtes operationen.

På baggrund af Retslægerådets udtalelse genoptog ankenævnet sagens behandling. Ankenævnet traf herefter en afgørelse, hvor det blev vurderet, at patienten som følge af operationen var påført en skade. Ankenævnet vurderede samtidig, at operationen var blevet udført, som en erfaren specialist ville have gjort, og at den indtrådte skade ikke var tilstrækkelig alvorlig, og således ikke mere omfattende, end hvad patienten under de givne omstændigheder måtte tåle. Ankenævnet fastholdt derfor, at patienten ikke havde ret til erstatning, dog med en anden begrundelse end oprindeligt.

Retssagen fortsatte herefter, og i den forbindelse afgav Retslægerådet en supplerende udtalelse. Retslægerådet udtalte blandt andet, at behandlingen var blevet udført, som en erfaren specialist ville have gjort, og at den sammenklappede lunge (grundlidelsen) potentielt var en livstruende tilstand, hvis den ikke var blevet behandlet. Endvidere blev der indhentet en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som vurderede generne i skulderen til et mén på 25 procent. Henset til Retslægerådets udtalelser fandt retten, at patienten ikke havde bevist, at behandlingsskaden var mere end, hvad hun med rimelighed måtte tåle.

Ankenævnet for Patienterstatningen blev således frifundet.