Næstved 8/4-2019

En kvindelig patient var under udredning for brystkræft. Udredningsforløbet faldt i to perioder. I den første periode fandt sygehuset ikke, at der var lægeligt grundlag for at udtage vævsprøver/biopsier eller indstille til en mammografi. Den anden periode påbegyndtes, efter at patienten af egen læge blev henvist til undersøgelse på sygehuset til klinisk mammografi. Hun blev i stedet omvisiteret til en screeningsmammografi. Der blev derfor først foretaget en klinisk mammografi omkring tre uger efter screeningsmammografien. Ved den kliniske mammografi blev der fundet en tumor i brystet, og diagnosen bryst-kræft blev stillet kort tid efter.

Patienterstatningen afviste, at patienten var blevet påført en skade som følge af den forsinkede diagnose.

Patienterstatningens afgørelse blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som var enig i Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet vurderede, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade ved behandlingen, da patientens sygdomsforløb og nuværende gener ikke med overvejende sandsynlighed var en følge af diagnoseforsinkelsen.

Patienten indbragte Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse for domstolene. Retslægerådet udtalte under sagen, at behandlingen på sygehuset, herunder det faktum, at der blev foretaget udredningsmammografi som opfølgning på screeningsmammografi samt supplerende MR-mammografi, var i overensstemmelse med almindeligt anerkendte lægefaglige retningslinjer. Retten lagde herefter til grund, at undersøgelserne og behandlingen af patienten i den første periode var i overensstemmelse med almindeligt anerkendte lægefaglige retningslinjer. Patienten havde herefter ikke godtgjort, at hun som følge af behandlingen i den pågældende periode med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade. Videre lagde retten til grund, at det var en ansvarspådragende fejl, at patienten efter egen læges henvis-ning blev omvisiteret til en screeningsmammografi i stedet for en klinisk mammografi, og at denne fejl medførte, at diagnosen brystkræft blev stillet mindst 3 uger senere. Selvom der på grund af fejlen var grundlag for bevislempelse, havde patienten ikke løftet bevisbyrden for, at hun var blevet påført en merskade, som ville være undgået, såfremt diagnosen var stillet 3 uger tidligere. Retten lagde således til grund, at hendes gener var en følge af grundlidelsen i form af brystkræft, og at den forsinkede diagnosticering ikke havde haft betydning for den fortsatte behandling eller overlevelsesprognose.

Retten frifandt herefter Ankenævnet for Patienterstatningen.