Næstved 6/5-2015

En mand kontaktede lægevagten den 13. december 2009 kl. 13.33, da han i løbet af natten (cirka kl. 1.30) havde fået smerter og trykken i brystet og ud i armene. Han blev set kl. 14.45, hvor man fandt udtalte myoser på begge sider af brystet og normale forhold ved stetoskopisk undersøgelse af lungerne. Blodtrykket var 150/90 og han fik recept på smertestillende. I februar 2010 var patienten hos egen læge, da han i løbet af de sidste måneder havde haft symptomer på stress i form af åndenød, trykken for brystet, hjertebanken og svimmelhed. Blodprøver viste, at kolesteroltallet var lidt højere end normalt og han blev tilrådet at omlægge kosten og motionere. Han blev endvidere henvist til røntgen af brystkassen og lungefunktionsundersøgelse. En undersøgelse af hjertet viste, at venstre hjertekammer var meget udvidet og havde en svært nedsat pumpeeffekt. Patienten blev sat i medicinsk behandling og blev henvist til en røntgenundersøgelse af hjertets kranspulsårer (KAG). KAG-undersøgelsen viste, at den ene store gren fra hjertets venstre kranspulsåre var lukket til, og at der i øvrigt var diffus hjertesygdom. Man havde ikke mulighed for at lave ballonudvidelse eller bypass. I september 2010 fik patienten indlagt pacemaker.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade i form af forsinket diagnosticering og behandling af blodprop i hjertet, jf. klage- og erstatningsloven § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Patienten blev ved samme afgørelse tilkendt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén på 15 procent.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende patientskade. Nævnet fandt, at man på baggrund af patientens brystsmerter burde have mistænkt en blodprop og foretaget EKG-undersøgelse, hvorved man med overvejende sandsynlighed ville have diagnosticeret blodproppen. Imidlertid fandt ankenævnet, at sygdomsforløbet ikke med overvejende sandsynlighed ville have været anderledes, idet der på tidspunktet for undersøgelsen hos lægevagten ikke ville have været indikation for en primær ballonudvidelse, uanset at blodproppen var blevet diagnosticeret den 13. december 2009. Nævnet fandt således, at patienten selv ved optimal diagnosticering og behandling med overvejende sandsynlighed ville have haft varige gener i form af kronisk hjertesvigt og svært nedsat pumpefunktion, og at patientens gener således med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives hans grundlidelse.

Sagen blev indbragt for domstolene og i den forbindelse forelagt for Retslægerådet, som blandt andet udtalte, at det fandtes mest sandsynligt, at grundlidelsen var blevet påvirket (i ukendt omfang) af den forsinkede diagnosticering. Patientskadeankenævnet afslog at genoptage sagen på baggrund af Retslægerådets udtalelse og lagde blandt andet vægt på, at det af Retslægerådets udtalelse fremgik, at patientens helbredstilstand først og fremmest var blevet påvirket af hans sene henvendelse til sundhedsvæsenet og i mindre grad af, at de nævnte undersøgelser og eventuelle behandlingstiltag ikke blev iværksat umiddelbart. Der blev også lagt vægt på, at Retslægerådet ikke angav i hvilket omfang grundlidelsen var blevet påvirket. Derudover var patienten klinisk stabil. På baggrund heraf var det fortsat nævnets vurdering, at der ikke forelå den fornødne overvejende sandsynlighed (over 50 procent) for, at forsinkelsen havde haft betydning for forløbet eller slutresultatet.

Sagen blev på ny forelagt for Retslægerådet. Patientskadeankenævnet afslog igen at genoptage sagen på baggrund af Retslægerådets udtalelser. Nævnet fandt det ikke videnskabeligt bevist, at man med overvejende sandsynlighed kan bedre hjertets pumpefunktion ved PCI-behandling mere end 12 timer efter ST-elevations AMI. Patientskadeankenævnet fandt således fortsat, at der ikke forelå den fornødne overvejende sandsynlighed (over 50 procent) for, at patientens varige gener i form af kronisk hjertesvigt og svært nedsat pumpefunktion ville have været mindre udtalt, såfremt patienten var blevet indlagt og tilbudt PCI-behandling af den formodede lukkede kranspulsåre.

Retten fandt det ikke godtgjort, at de varige gener i form af kronisk hjertesvigt og svært nedsat pumpefunktion med overvejende sandsynlighed ville have været mindre udtalt, såfremt der ikke var begået den lægefaglige fejl. Retten lagde vægt på, at der på baggrund af Retslægerådets udtalelser forelå en stor grad af usikkerhed med hensyn til spørgsmålet, om - og i givet fald i hvilket omfang - en umiddelbar behandling af patientens blodprop kunne have reduceret omfanget af hans gener. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.