Næstved 6/12-2021

Ikke årsagssammenhæng mellem patientskade og patientens efterfølgende gener.

Rettens sagsnummer:

BS-9255/2017-NAE

Ankenævnets sagsnummer:

16/10145/EC (2016-203)

Dato for dommens afsigelse:

mandag den 6. december 2021

Domstol:

Retten i Næstved

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

Næstved061221

Appelleret

Nej

Ankenævnet for Patienterstatningen havde under sagens behandling ved retten genoptaget sagsøgerens sag, grundet Retslægerådets svar i sagen. Ved afgørelse af 6. maj 2021 blev den tidligere indbragte afgørelse af 3. maj 2017 ændret for så vidt angik behandlingen hos det ene af behandlingsstederne.

Sagen angik efterfølgende alene en prøvelse af ankenævnets afgørelse af 6 maj 2021, og alene den del af afgørelsen, der angik behandlingen hos det pågældende behandlingssted.

Omtvistet i sagen var, om der var grundlag for at tilsidesætte den del af ankenævnets afgørelse, hvorefter sagsøgerens smertetilstand skal tilskrives både den anerkendte patientskade i form af hælpudeatrofi og hendes grundlidelse, idet sagsøgeren gjorde gældende, at hendes smertetilstand alene skulle tilskrives patientskaden. Sagsøgeren gjorde under sagen også gældende, at ankenævnet havde pligt til på ny at genoptage sagsøgerens sag.

Sagsøgeren havde for retten fremlagt en billeddiagnostisk beskrivelse af resultatet af en MR-skanning foretaget den 2. juni 2021. Idet disse oplysninger ikke forelå på tidspunktet for ankenævnets afgørelse og vedrørte forhold konstateret efter afgørelsen, kunne oplysningerne ifølge retten ikke inddrages ved rettens prøvelse af afgørelsen.

Parterne var uenige om fortolkningen af Retslægerådets svar, men retten tiltrådte ankenævnets udlægning af besvarelserne, hvorfor retten fandt, at sagsøgeren ikke med overvejende sandsynlighed havde godtgjort, at hendes smertetilstand i det hele var en følge af den anerkendte patientskade.

På trods af at retten, baseret på Retslægerådets svar, fandt, at der ved behandlingen var begået en klar lægelig fejl, fandt retten ikke, at der var grundlag for bevislempelse i sagen. Det skyldtes Retslægerådets vurdering af årsagssammenhængen. Ankenævnet blev derfor frifundet for den principale påstand.

Henset til almindelige principper om prøvelse af forvaltningsafgørelser kunne retten ikke tage stilling til spørgsmålet om genoptagelse, idet der ikke forelå en afgørelse om genoptagelse på baggrund af den billeddiagnostiske beskrivelse foretaget den 2. juni 2021. Sagsøgerens subsidiære påstand blev derfor afvist.