Næstved 30/8-2012

En patient blev indlagt akut pga. mavesmerter, og ved operation fandt man perforation af den S-formede del af tyktarmen. Efterfølgende udviklede han kredsløbskollaps og havde et længe-revarende sygeforløb. Han endte op med at være multihandicappet.

Patientforsikringen meddelte afslag på erstatning. Patientskadeankenævnet ændrede Patient-forsikringens afgørelse, således at der blev anerkendt en erstatningsberettigende patientskade i form af følger efter forsinket diagnose af og operation for et hul på tyktarmen jf. dagældende patientforsikringslov § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet lagde vægt på, at der var sket en forsinket diagnosticering ved undersøgelserne og behandlingen, og at en erfaren specialist ville have handlet tidligere, hvorved betændelsen ikke ville være spredt til andre organsystemer.

Patientforsikringen udmålte herefter godtgørelse og erstatning med en méngrad på 50 procent samt et erhvervsevnetab på 50 procent. Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at manden var blevet multihandicappet med en méngrad på 100 procent. Årsagen hertil fandtes, at være dels grundlidelsen i form af hul på tyktarm dels følger efter patientskaden i form af forsinket diagnose og behandling. Ved fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabet som følge af patientskaden blev der lagt vægt på, at skønsmæssigt halvdelen af de varige gener med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, hvis grundlidelsen var diagnosticeret og opereret efter den erfarne specialists standard.

Sagen blev herefter indbragt for retten med påstand om, at sagsøger havde pådraget sig et varigt mén på 80 procent og et erhvervsevnetab på 80 procent som følge af patientskaden.

Retten fastslog, at parterne var enige om, at der forelå et samlet varigt mén på 100 procent, og at erhvervsevnen var nedsat til det ubetydelige. Efter Retslægerådets besvarelser blev det lagt til grund, at det var muligt at en tidligere indgriben med tidlig operation ville have forhindret den kritiske sygdom med sepsis og dermed nerve- og nerverodsbetændelse, og at det ikke var muligt at afgøre, hvorvidt forsinkelsen af operationen har haft betydning for udviklingen af muskelsvækkelsen. Efter Retslægerådets udtalelse fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets vurdering af det varige mén og erhvervsevnetabet efter patientska-den. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.