Næstved 25/2-2016

En kvinde fik den 3. juli 2009 diagnosticeret to udposninger (aneurismer) på hjernens blodkar på henholdsvis 8 mm og 3,5 mm. Hun blev den 15. juli 2009 indlagt akut på grund af hjerne-hindeblødning som følge af bristning af det største af de to aneurismer. Hun blev opereret den 17. august 2009, hvor hun fik coil-behandlet begge aneurismer. Ved operationen skete en be-skadigelse af karvæggen ved det mindste aneurisme, hvilket medførte fornyet hjernehindeblødning. Patienten afgik ved døden den 28. august 2009.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte ved afgørelse af 20. april 2011, at kvindens død kunne anerkendes som en patientskade jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen vurderede, at, den erfarne specialist ville have undladt at udføre behandling af det ikke bristede aneurisme, og at den fornyede blødning og dermed dødsfaldet kunne være undgået. Patientforsikringen tilkendte ved en efterfølgende afgørelse af 18. maj 2011 forsørgertabserstatning og overgangsbeløb som følge af dødsfaldet.

Regionen påklagede Patientforsikringens afgørelse af 20. april 2011 til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som ændrede afgørelsen således, at der ikke kunne anerkendes en patientskade jf. lovens § 20, stk. 1, nr. 1 og 4. Patientforsikringens afgørelse af 18. maj 2011 blev derfor ophævet. Nævnet vurderede, at behandlingen i den konkrete situation var i overensstemmelse med den erfarne specialists standard, og at den fornyede blødning og dens følger ikke opfyldte lovens krav om alvorlighed, da patientens grundsygdom var meget alvorlig og med en relativ høj dødelighedsrisiko.

Sagen blev indbragt for retten og blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet. Retten lagde vægt på, at Retslægerådet vurderede, at der var indikation for at behandle begge aneurismer i samme behandlingsseance i betragtning af, at risikoen for blødning fra et ikke bristet aneurisme er større, når et andet aneurisme har blødt. Med hensyn til alvorligheden lagde retten vægt på en neurokirurgisk erklæring, hvoraf det fremgik, at patientens primære grundsygdom var to aneurismer på hjernens blodkar, og at udgangspunktet ved påvisning af aneurismer på hjernens blodkar er, at disse skal behandles for at undgå at der går hul på dem. Under disse omstændigheder lagde retten til grund, at skadens alvor skulle vurderes i forhold til begge de aneurismer, som patienten havde fået diagnosticeret i juli 2009, hvoraf det ene var bristet på tidspunktet for operationen den 17. august 2009. Retten lagde ligeledes vægt på Retslægerådets vurdering af, at blødning fra et aneurisme er en livstruende tilstand, som ubehandlet hyppigt fører til døden, og at sygdommen selv efter optimal behandling var livstruende og kunne være anledning til svær invaliditet. På denne baggrund havde retten ikke grundlag for at fastslå, at den indtrufne skade var mere omfattende, end hvad man med rimelighed måtte tåle. Ankenævnet blev herefter frifundet.