Næstved 23/2-2017
Patienten var ikke påført en skade ved behandlingen og havde ikke ret til erstatning. Synsnedsættelsen kunne med overvejende sandsynlighed ikke være undgået ved tidligere iværksat behandling.
Rettens sagsnummer:
BS 15-1912/2013
Ankenævnets sagsnummer:
13/496
Dato for dommens afsigelse:
onsdag den 22. februar 2017
Domstol:
Retten i Næstved
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) havde truffet afgørelse om, at en mand havde ret til godtgørelse for varigt mén på 80 procent på grund af synsnedsættelse, som følge af forsinket behandling af betændelse i legemspulsåren og de fraførende kar (arteris temporalis).
Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som ikke var enig i afgørelsen. Ankenævnet fandt, at manden ikke med overvejende sandsynlighed var påført en skade ved behandlingen, og at han ikke havde ret til erstatning.
Ankenævnet vurderede, at en erfaren specialist ville have igangsat behandling med prednisolon. Ankenævnet fandt dog også, at dette ikke med overvejende sandsynlighed havde ændret forløbets udfald. På baggrund heraf, fandt ankenævnet, at synsnedsættelsen var en følge af hans grundsygdom med synsnervebetændelse som følge af sygdommen multipel sclerose.
Sagen blev indbragt for retten og forelagt for Retslægerådet. Retten fandt på baggrund af Retslægerådets besvarelse og det øvrige foreliggende, at patienten ikke led af multipel sclerose, og at synsnedsættelsen skyldtes betændelse i synsnerven (opticus neutitis), muligvis opstået af en infektion. Der blev desuden lagt vægt på, at der ikke er retningslinjer for behandling af opticus neutitis, hvorfor der ved behandlingen foretages et skøn ud fra de givne forudsætninger.
Retten konkluderede, at det på denne baggrund ikke med overvejende sandsynlighed kan lægges til grund, at synsnedsættelsen kunne være undgået ved tidligere iværksat predisolonbehandling eller anden binyrebarkhormonbehandling. Det var derfor ikke grund til at tilsidesætte ankenævnets afgørelse.
Ankenævnet blev herefter frifundet.