Næstved 21/8-2018

Patienterstatningen vurderede, at en patient med diabetes type 2 ikke havde ret til erstatning efter klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, da han ikke med overvejende sandsynlighed var påført en skade i forbindelse med forsinket antibiotikabehandling af sår på den ene fod, hvor man efterfølgende måtte amputere to tæer på grund af infektion.

Afgørelsen blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen. I klagen var det bl.a. anført, at lægelig erfaring tilsiger, at der ved infektion skal igangsættes behandling hurtigst muligt, og at det var en skærpende omstændighed, at patienten var kendt med diabetes type 2. Patienten mente, at det efterfølgende behandlingsforløb med akut operation og amputation af to tæer kunne være undgået, hvis behandlingen med antibiotika ikke først var blevet iværksat efter 6 dage. Ankenævnet stadfæstede Patienterstatningens afgørelse.

Patienten indbragte herefter sagen for retten. Retten konstaterede, at det var ubestridt under sagen og understøttet af Retslægerådets besvarelse, at det ikke var i overensstemmelse med, hvad en erfaren specialist ville have gjort, at behandlingen med antibiotika skete med en forsinkelse på 6 dage. Uanset om betingelserne for bevislempelse i øvrigt måtte anses for opfyldt, fandt retten det imidlertid ikke på baggrund af Retslægerådets udtalelse det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at patienten i forhold til sin grundlidelse var blevet påført en skade i form af amputationer, der kunne være undgået ved tidligere opstart af antibiotikabehandling. Ankenævnet blev herefter frifundet.