Næstved 21/3-2018

En 43 årig mand blev den 8. november 2013 opereret for hulfodsstilling af venstre bagfod med gener i form af smerter og dårlig balance. Det var en medfødt foddeformitet, som tidligere var opereret flere gange. Ved operationen foretog man stivgørelse og seneforlængelse i foden samt overkorrigerede foden for at kompensere for den manglende strækkeevne i knæet.

Efterfølgende havde patienten kraftige smerter. Man anbefalede brug af ortopædisk fodtøj med med indlæg for at kompensere for overkorrektionen. Dette afviste patienten dog. Smerterne fortsatte, og patienten var generet af belastningen på hælen og manglende støtte i forfoden. På denne baggrund foretog man den 22. september 2014 amputation på underbensniveau.

Patienterstatningen vurderede, at patienten ikke havde ret til erstatning efter klage- og erstatningsloven, da han ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade som følge af behandlingen. Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede afgørelsen.

Sagen blev indbragt for retten med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at patienten ved behandlingen var påført en skade.

I forbindelse med retssagen blev der indhentet udtalelse fra Retslægerådet. Denne støttede i det væsentlige ankenævnets afgørelse. Henset til udtalelserne fra Retslægerådet samt anke-nævnets og Patienterstatningens lægesagkyndige fandt retten det ikke godtgjort, at patienten med overvejende sandsynlighed var påført en skade ved behandlingen. Ankenævnet blev således frifundet.