Næstved 20/6-2016

En kvindelig patient var som følge af en arvelig lungesygdom godkendt til dobbeltsidig lungetransplantation. Lungetransplantationen blev foretaget i august 2011 med lunger fra en donor, hvis organer ved screening var fundet egnet til donation. I september 2011 blev patienten indlagt med svært påvirket almentilstand. Ved en PET-CT-scanning konstaterede man, at hun havde multiple metastaser blandt andet i lunger, lever og hjerne. Biopsier viste, at hun havde en meget sjælden og aggressiv bløddelskræft, som spredes med blodet via lymfesystemet, et såkaldt angiosarkom. Som følge af den udbredte kræftsygdom døde patienten i november 2011. Det viste sig efterfølgende, at andre patienter, som havde modtaget organer fra den samme donor, havde udviklet den samme aggressive kræftform.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at behandlingen, herunder screeningen af donoren, var i overensstemmelse med den erfarne specialists standard, og at overførslen af kræftlidelsen derfor var en hændelig komplikation til behandlingen. Patientforsikringen fandt, at betingelserne for at yde erstatning efter klage- og erstatningsloven 20, stk. 1, nr. 4, ikke var opfyldt, idet komplikationen ikke gik ud over, hvad patienten måtte tåle.

Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det konkrete forløb, hvor der påføres en kræftlidelse i forbindelse med organdonation, er yderst sjældent, hvorimod det dog ikke er sjældent, at der i det postoperative forløb efter en lungetransplantation opstår komplikationer, herunder komplikationer, der medfører døden. Nævnet lagde til grund, at patienten som følge af sin grundsygdom havde svært nedsat lungefunktion. Ankenævnet vurderede, at patienten på grund af denne svære grundsygdom ville være afgået ved døden inden for 1-2 år, såfremt hun ikke havde fået foretaget transplantationen. Transplantationen var således yderst nødvendig livsforlængende behandling. Ankenævnet tillagde det endvidere vægt, at en dobbeltsidig lungetransplantation er et omfattende og risikobetinget indgreb, der i sig selv indebærer en høj dødsrisiko. Ankenævnet vurderede på denne baggrund, at det forhold, at patienten afgik ved døden, ikke var alvorlig nok set i forhold til den alvorlige grundlidelse, og det heraf følgende akutte behov for en lungetransplantation.

Sagen blev indbragt for retten og blev i den forbindelse forelagt Retslægerådet, som udtalte, at der ikke var nogen lægelige holdepunkter for, at patientens transplantation ikke var vellykket, når der sås bort fra den overførte bløddelscancer. Retslægerådet udtalte endvidere, at ved en vellykket transplantation, var patientens chance for at overleve mere end 10 år ca. 36-50 procent og chancen for at overleve mere end 5 år ca. 70 procent. Efter en samlet vurdering fandt retten, at den indtrådte skade ikke havde været mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle. Retten lagde herved især vægt på skadens alvor i forhold til patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt, herunder det oplyste om, at hendes prognose for overlevelse var ringe, såfremt transplantationen ikke blev foretaget. Ankenævnet blev herefter frifundet.