Lyngby 8/1-2013

En 71-årig patient blev opereret for en kræftknude i højre lunge. Selve operationen forløb planmæssigt, og den efterfølgende vævsanalyse viste, at der var tale om en såkaldt ikke-små-cellet kræftsvulst, og at svulsten var fjernet i sundt væv. Da patienten var i behandling med blodfortyndende medicin for en hjerterytmeforstyrrelse blev der umiddelbart efter operationens afslutning anlagt en lokalblokade langs rygsøjlen (paraverteblokade) med henblik på at fjerne smerterne fra brystkassen ved opvågning efter indgrebet i lungehulen. Efter operationen fik patienten gener i form af delvis lammelse i venstre side af kroppen, kraftnedsættelse i venstre arm, følelsesløshed i maveregionen og bevægelsesindskrænkning.

Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var tilstrækkelig alvorlig til at kunne anerkendes i henhold til klage- og erstatningsloven § 20, stk. 1, nr. 4, hvilket Patientskadeankenævnet tiltrådte. Patientskadeankenævnet fandt det overvejende sandsynligt, at nålen ved anlæggelsen af paraverteblokaden havde passeret ind i rygmarvskanalen, og at den påviste væske og hævelse i rygmarven var udtryk for både lokalbedøvelse og en betændelseslignende reaktion. Nævnet lagde samtidigt vægt på, at patienten havde været i blodfortyndende behandling og fik forskellige præparater, der kunne påvirke koagulationen (standsning af blødning); dog var der ikke påvist blødning. Endvidere fandt nævnet, at den anvendte dosis i forbindelse med paraverteblokaden ikke var for stor. På denne baggrund fandt nævnet, at der var tale om en hændelig men yderst sjælden skade. Dog fandtes rygmarvsskaden, og de deraf følgende gener i form af delvis lammelse i venstre side af kroppen, kraftnedsættelse i venstre arm og ben, følelsesløshed i maveregionen, bevægelsesindskrænkning samt brug af rollator, under de foreliggende omstændigheder ikke tilstrækkelig alvorlig på grund af den alvorlige grundlidelse i form af en kræftknude i højre lunge.

Afgørelsen blev indbragt for retten og under retssagen blev sagen forelagt Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at det var velindiceret at anlægge en paraverteblokade, og at den anvendte dosis var i overensstemmelse med anerkendte lægefaglige retningslinjer. Efter Retslægerådet opfattelse var injektionen sket med den fornødne præcision, omhu og påpasselighed, som man kunne forvente. Endvidere anførte Retslægerådet, at den sygdom, som blev behandlet, hvis ikke behandling var sket, alt efter hvilken type tumor, der var tale om, ville have nået en dødelig størrelse på 5-7 år, alternativt var 5 år overlevelsen mindre end 10 %.

Retten nåede herefter til samme resultat som Patientskadeankenævnet. Retten lagde vægt på, at patienten var påført en alvorlig skade, men at det imidlertid heroverfor må tages i betragtning, at patientens prognose havde været særdeles dårlig, såfremt behandlingen ikke var blevet foretaget. Hertil kom, at skaden skyldtes smertelindrende behandling, der var en integreret del af den egentlige behandling af grundsygdommen, det vil sige af operationen, hvormed tumoren blev fjernet. Retten anførte derudover, at det var uden betydning, at risikoen for en skade som den opståede, som erkendt af Patientskadeankenævnet, måtte anses for ringe. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.