Lyngby 27/4-2021
Udvikling i patients gener skulle være en følge af den anderkendte patientskade for at kunne begrunde genoptagelse. Retten fandt, at patienten ikke havde godtgjort dette og frikendte herved ankenævnet.
Rettens sagsnummer:
BS-8389/2017-LYN
Ankenævnets sagsnummer:
17/2116/EC
Dato for dommens afsigelse:
tirsdag den 27. april 2021
Domstol:
Retten i Lyngby
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Sagen angik en prøvelse af ankenævnets afgørelse af 16. august 2017, hvor ankenævnet vurderede, at betingelserne for genoptagelse efter erstatningsansvarslovens § 11 ikke var opfyldt.
Ankenævnet havde i den indbragte afgørelse vurderet, at der ikke var årsagssammenhæng mellem skadelidtes nedgang i arbejdstid og den anerkendte patientskade i form af forsinket diagnosticering af livmoderhalskræft.
Sagen havde været forelagt for Retslægerådet, der havde udtalt, at der ikke var sket en udvikling i skadelidtes gener, som skyldes den anerkendte patientskade.
Retten i Lyngby udtalte, at de væsentlige ændringer i skadelidtes faktiske forhold skal være forårsaget af patientskaden, for at genoptagelse kan ske. Retten fandt på den baggrund, at de oplysninger, der foreligger til belysning af årsagsforbindelse, ikke giver det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Ankenævnets afgørelse.
Retten frifandt derfor ankenævnet.
Skadelidte har efterfølgende kæret rettens omkostningsafgørelse.