Lyngby 25/2-2009

En 90 årig patient blev påført en erstatningsberettigende patientskade i forbindelse med en operation. Patientforsikringen tilkendte skadelidte en foreløbig godtgørelse svarende til et varigt mén på 20 %, med aldersreduktion på 40 %, jf. erstatningsansvarslovens § 4, stk. 2. Patientforsikringen traf efterfølgende en afgørelse, hvori det samlede varige mén blev vurderet til 65 %. Skadelidte var død forud for godtgørelsens udbetaling, og der blev derfor foretaget aldersreduktion, jf. § 4, stk. 2, og reduktion med 4/5 for mellemkommende død i godtgørelsen. Afgørelsen blev anket til Patientskadeankenævnet, som tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at det følger af erstatningsretlig og administrativ praksis, at der sker nedjustering af godtgørelsen, såfremt skadelidte afgår ved døden inden udbetaling heraf. Da godtgørelsen er tiltænkt den skadelidte, begrundes nedjusteringen af godtgørelsen med, at der ved udmåling af godtgørelsen bør foretages en rimelig nedsættelse, med afgørende vægt på, hvor længe skadelidte nåede at leve med skaden. Skadelidte døde godt 6 måneder efter patientskaden, og godtgørelsen blev på den baggrund nedsat med 4/5. Praksis om nedsættelse af godtgørelsesbeløb, som følge af mellemkommende død gælder ved siden af reglerne om aldersreduktion i erstatningsansvarslovens § 4, stk. 2. Retten fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte nævnets fortolkning af § 4, stk. 2, hvorefter reduktion af méngodtgørelse i medfør af denne bestemmelse ikke afskærer yderligere reduktion i tilfælde af skadelidtes mellemkommende død. Retten fandt endvidere, at det ved udmåling af reduktion for mellemkommende død var et sagligt kriterium at lægge vægt på den tid, der gik fra patientskade til dødsfald. Der var herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse, og nævnet blev derfor frifundet.