Lyngby 2/6-2010

En kvinde blev i juni 2002 undersøgt på sygehus 1 på grund af en vorteagtig forandring bagerst i mundhulen. Man foretog ikke biopsi. I januar 2003 blev hun undersøgt på sygehus 2, hvor man fandt en svulst i munden, som blev fjernet med kniv. Mikroskopi viste forandringer, evt. forstadier til kræft. Der blev planlagt fjernelse af hele det forandrede slimhindeområde, men da generne var aftaget i april 2003, valgte man at afstå fra operativt indgreb. I maj 2003 opererede man dog, da forandringerne voksede. Efterfølgende konstaterede man kræft i højre mandel. Patienten. fik strålebehandling. I april 2004 var kræften recidiveret, og patienten fik ved operation fjernet svulst i mundhulen og svælget og transplanteret væv fra underarmen samt fjernet lymfeknuder på halsen.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, hvorved patienten fandtes påført en erstatningsberettigende skade, jf. PFL § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Det blev vurderet, at der burde være taget biopsi i juni 2002, og at det var overvejende sandsynligt, at man, såfremt biopsi var blevet taget, ville have diagnosticeret svulsten på et tidligere tidspunkt end i maj 2003. Pt. blev tilkendt 10% varigt mén for den psykiske belastning ved bevidstheden om, at hendes overlevelsesprognose var væsentligt forringet som følge af den forsinkede diagnosticering. Hendes øvrige gener som følge af strålebehandlingen og den efterfølgende operation fandtes ikke at være en følge af diagnoseforsinkelsen, men af grundsygdommen og den nødvendige behandling heraf. Der blev givet afslag på erstatning for erhvervsevnetab. Patientskadeankenævnet anførte særligt, at strålebehandlingens under alle omstændigheder ville have haft samme omfang (dobbeltsidig ctr. enkeltsidig), uanset om den var blevet iværksat tidligere.

Retten henviste i sin begrundelse til forarbejderne til PFL § 2, hvoraf det bl.a. fremgår, at formuleringen [af bestemmelsen] ikke udelukker, at der i tvivlsomme tilfælde kan inddrages andre momenter i vurderingen [af, om en skade er forårsaget af erstatningsbegrundende helbredelsesforanstaltninger], hvor dette findes rimeligt. Hvis det f.eks. konstateres, at der klart er begået fejl ved behandlingen af patienten, som kan have forårsaget den konkrete skade, kan det være rimeligt at lade en eventuel tvivl om den faktiske årsagssammenhæng komme patienten til gode. Retten bemærkede, at det var ubestridt af parterne og bekræftet af Retslægerådet, at det var en fejl, at der ikke blev foretaget biopsi i juni 2002. Efter Retslægerådets besvarelser var det desuden ikke i overensstemmelse med anerkendt praksis, at der ikke inden for maksimalt en måned efter svaret på biopsien fra januar 2003, blev foretaget fornyet biopsi/excision, ligesom det ville have været i overensstemmelse med anerkendt praksis, at man havde fjernet hele det tumoromdannede område. Dette skete først i maj 2003. Efter bevisførelsen fandt retten imidlertid – uanset det anførte i de ovenfor anførte forarbejder til PFL § 2 om bevislettelse – at det ikke kunne lægges til grund, at den forsinkede diagnosticering af cancersygdommen havde medført, at patienten havde pådraget sig yderligere skade, som kunne dækkes efter patientforsikringsloven. Retten tiltrådte nævnets vurdering af, at strålebehandlingen på grund af tumorens placering ville have antaget samme karakter, hvis sygdommen var blevet opdaget tidligere, og at patientens fysiske gener dermed er betinget af den sædvanlige og nødvendige behandling af grundlidelsen. Der fandtes heller ikke tilvejebragt overvejende sandsynlighed for, at en tidligere diagnosticering ville have betydet, at sygdommen ikke var vendt tilbage, og at operationen i 2004 dermed kunne være undgået. Nævnet blev derfor frifundet.