Lyngby 18/5-2017

En kvinde brækkede den 31. december 2010 sin venstre ankel, da hun gled på et isglat fortov. Hun blev opereret den 2. januar 2011. Under operationen fikserede man to brud i den yderste venstre ankelkno. Senere viste en røntgenundersøgelse, at der også var et brud i den inderste ankelkno, og hun blev opereret for dette brud den 9. december 2011 og den 8. marts 2012. Hun var til kontrol med anklen den 25. april 2012, hvor der var tilfredsstillende forhold. Kvinden havde haft sidste dag i sit hidtidige ansættelse den 31. december 2010, hvor hun brækkede anklen. Hun havde ikke aftalt noget nyt ansættelsesforhold, men hun havde til hensigt at påtage sig vikariater gennem et vikarbureau for derigennem at opnå fast ansættelse. Hun raskmeldte sig den 25. maj 2014, hvor hun gik på efterløn.

Patienterstatningens anerkendte, at kvinden var påført en erstatningsberettigende behandlingsskade i form af gener i venstre ankel, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen vurderede, at en erfaren specialist ville have diagnosticeret og opereret bruddet i den indvendige ankelkno på et tidligere tidspunkt.

Patienterstatningen vurderede, at kvinden var berettiget til 106.735 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra den 1. august 2011 til den 24. maj 2014. Afgørelsen blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som stadfæstede Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet vurderede, at det alvorlige og forskudte ankelbrud i sig selv ville have medført en sygeperiode af betydelig længde og vurderede også, at udviklingen af slidgigt ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes behandlingsskaden. Ankenævnet vurderede tillige, at kvindens gener efter den 25. april 2012 for en betydelig dels vedkommende skyldtes følgerne af selve det komplicerede brud. Ankenævnet fandt efter omstændighederne ikke anledning til at ændre Patienterstatningens afgørelse for så vidt angik erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste. Ankenævnet fandt således, at kvinden var fuldt ud kompenseret ved Patienterstatningens tilkendelse af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Kvinden indbragte afgørelsen for retten med påstand om, at hun var berettiget til yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Retten vurderede, at sagsøger ikke havde godtgjort, at behandlingsskaden havde nogen reel betydning for den del af sygeperioden, som lå efter den 25. april 2012. Retten vurderede endvidere, at den af Patienterstatningen skønnede grundløn på 18.000 kr. var for lav. Da det imidlertid måtte lægges til grund, at den tilkendte erstatning reelt alene vedrørte perioden fra den 1. august 2011 til den 25. april 2012, og da retten tillige lagde til grund, at grundlidelsen i denne periode også måtte have haft betydning for uarbejdsdygtigheden, fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet. Sagsøger var derfor fuldt ud kompenseret ved erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste på 106.735 kr. Ankenævnet blev således frifundet.