Lyngby 06/12-2016

En kvinde blev i juni 2004 indlagt frivilligt på en psykiatrisk afdeling med svær angst og depression. Hun fik det tiltagende dårligere og blev overført til en lukket afdeling med fast vagt. I november 2004 undveg kvinden afdelingen og forsøgte at begå selvmord ved at kaste sig ud fra en bro. Hun overlevede men pådrog sig alvorlige brud på begge ankler og underben.

I første omgang afviste Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) og Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) at anerkende, at kvinden var påført en erstatningsberettigende skade. Patientskadeankenævnet genoptog sagen den 10. marts 2011 og anerkendte, at kvinden var påført en erstatningsberettigende skade i form af følger efter undvigelse fra den psykiatriske afdeling i 2004. Patientforsikringen tilkendte den 2. september 2011 kvinden en skønsmæssig godtgørelse for svie og smerte og et varigt mén på 30 procent. Patientskadeankenævnet tiltrådte denne afgørelse ved afgørelse af 14. juni 2012.

Patientforsikringen afslog ved afgørelse af 16. februar 2012 yderligere erstatning og godtgørelse. Patientskadeankenævnet stadfæstede denne afgørelse den 13. september 2012.

Kvinden indbragte Patientskadeankenævnets afgørelser af henholdsvis 14. juni 2013 og 13. september 2012 for domstolene vedrørende erstatning for erhvervsevnetab og godtgørelse for svie og smerte.

På baggrund af en udtalelse af 19. november 2014 fra Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) genoptog Patientskadeankenævnet sagen ved afgørelse af 16. januar 2014 og anerkendte, at kvinden var påført et erhvervsevnetab som følge af patientskaden på 50 procent af resterhvervsevnen. Ankenævnet vurderede, at kvinden inden skaden havde en resterhvervsevne på ca. 1/4, svarende til en arbejdsuge på ca. 8-10 timer. Ankenævnet lagde vægt på Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse, hvor det blev vurderet, at kvinden inden patientskaden havde væsentlige erhvervsmæssige begrænsninger som følge af sine psykiske og fysiske gener, og at det var usikkert, hvordan hendes tilknytning til arbejdsmarkedet ville have været, såfremt patientskaden ikke var sket. Ankenævnet vurderede dog, at kvinden på patientskadetidspunktet havde en mindre resterhvervsevne. Herved blev der lagt vægt på arbejdsprøvningen i foråret 2004, hvor hun kunne arbejde med skånehensyn, og at kommunen vurderede, at hun kunne arbejde ca. 12 timer om ugen. Ankenævnet lagde også vægt på de sociale akter, hvoraf det fremgik, at hun under arbejdsprøvning i foråret 2004, gradvist fik det dårligere. Derudover havde hun været tilknyttet det psykiatriske behandlingssystem i omkring 15 år forud for patientskaden. Herefter blev sagen sendt tilbage til Patientforsikringen til beregning af erstatning for erhvervsevnetab.

Patientforsikringen tilkendte kvinden 430.100 kr. erstatning for tab af erhvervsevne, hvilket Patientskadeankenævnet stadfæstede ved afgørelse af 11. september 2014. Da der var fejl ved beregningen af årslønnen blev sagen genoptaget. Patienterstatningen tilkendte ved afgørelse af 20. april 2015 kvinden yderligere erstatning på 41.400 kr. Sidstnævnte afgørelse blev ikke indbragt for domstolene.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kom under retssagen med en supplerende udtalelse den 14. oktober 2016, hvoraf det fremgik, at kvindens erhvervsevne var nedsat inden den aktuelle ulykke med mellem 2/3 og 3/4, og at erhvervsevnen var nedsat med skønsmæssigt 70 procent inden ulykken i november 2004.

Retten lagde vedrørende erhvervsevnetabet vægt på, at ankenævnets vurdering af både resterhvervsevnen og nedsættelsen af resterhvervsevnen i afgørelsen af 16. januar 2014 var helt konkret begrundet og byggede på en både lægelig og juridisk vurdering. Ankenævnet havde således lagt vægt på Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse af 19. november 2013, hvori det bl.a. fremgik, at erhvervsevnen var nedsat inden aktuelle ulykke med mellem 2/3 og 3/4. Derudover havde ankenævnet inddraget oplysninger om kvindens komplicerede lidelse med samtidig tilstedeværelse af flere psykiatriske lidelser og sammenholdt det med oplysninger om hendes langvarige tilknytning til det psykiatriske behandlingssystem. Oplysninger om hendes tilknytning til arbejdsmarkedet, oplysninger om udfaldet af hendes arbejdsprøvning og det herefter faktiske efterfølgende forløb efter fleksjobstilkendelsen indgik også ved vurderingen. Retten anførte, at der på trods af, at ankenævnets vurderinger var stærkt skønspræget og byggede på lægefaglig indsigt, måtte det efter det oplyste lægges til grund, at der ved ankenævnets vurderinger blev inddraget en lang række betydelige lægefaglige usikkerhedsmomenter. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings supplerende udtalelse var afgivet uden inddragelse af lægefaglig rådgivning, og afgørelsen tilsidesatte ikke vurderingen i den først afgivne udtalelse af 19. november 2013 fra Arbejdsskadestyrelsen. Retten fandt herefter ikke, at der med Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings supplerende udtalelse af 14. oktober 2016 forelå et sådant sikkert grundlag, at ankenævnet kunne dømmes til at ændre sin hidtidige skønsmæssige vurdering om en resterhvervsevne på ca. en fjerdedel.

Vedrørende godtgørelse for svie og smerte lagde retten til grund, at kvinden var i behandling for sin psykiske lidelse, og at der var et indlæggelsesbehov på grund af den psykiske lidelse, ikke kun på skadestidspunktet men i hele perioden, hvor hun samtidig blev undergivet behandling for patientskaden, ligesom det ikke var sandsynliggjort, at hendes sygeforløb i psykiatrien var blevet forlænget som følge af patientskaden. Der var derfor ikke grundlag for at forhøje godtgørelsen for svie og smerte.