Kolding 7/5-2018

En patient fik i 2011 fjernet en polyp med celleforandringer i endetarmen. Operationen startede som en kikkertoperation, men man måtte undervejs skifte til åben operation, og patienten fik anlagt en aflastende stomi. Da patienten efterfølgende fik feber og smerter foretog man reoperation, hvor man fandt utæthed ved sammensyningen af tarmen (anastomoselækage). Efterfølgende havde patienten et langt og svært sygeforløb med blodforgiftning, multiorgan-svigt, delir, dialyse og multiple gener herunder dropfod på begge sider, fejlsynkning samt problemer med stomi samt stomibrok. Patienten søgte efterfølgende erstatning for det svære og belastende sygeforløb.

Patienterstatningen vurderede, at behandlingen blev udført som en erfaren specialist på området ville have gjort, og at skaden ikke var tilstrækkelig sjælden og alvorlig til kunne anerkendes som en behandlingsskade.

Ankenævnet var enig med Patienterstatningen i, at anastomoselækage og følgerne deraf ikke var tilstrækkelige alvorlige og sjældne til at kunne anerkendes. Ankenævnet lagde vægt på, at polyppen kunne klassificeres som en tumor af typen T2N1MO, og der blev identificeret en for-størret lymfeknude uden for tarmen. Begge dele indikerede fortsat risiko for, at der var tale om en kræftsvulst, hvorfor operationen var nødvendig. Indgrebet var endvidere forbundet med stor risiko som følge af polyppens placering højt i endetarmen. Ankenævnet stadfæstede derfor Patienterstatningens afgørelse.

Ankenævnets afgørelse blev indbragt for domstolene. I den forbindelse blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Retslægerådet udtalte blandt andet, at patienten havde en særdeles stor godartet polyp med svær dysplasi, men uden tegn til kræft. Typen har en stor betydelig risiko for at udvikle sig til kræft, og operationen var velbegrundet. Retslægerådet udtalte også, at patientens gener og komplikationer i form af akut svær septisk chok med mulitiorgansvigt, brok, ophævelse af tarmens normale tømningsrefleks og hyppige afføringer, stivhed i fødder, knæ, hænder og fingre, small fibre neurology, vansir fra ar, delvis nedsat hørenedsættelse, tørre og sarte slimhinder med kraftige hosteanfald, smerter i mellemkødet, impotens, angst og depression med størst sandsynlighed helt eller delvist kunne tilskrives konsekvenserne af anastomoselækagen.

Retten fandt blandt andet på baggrund af Retslægerådets udtalelse, at skadesbilledet og det samlede langvarige behandlings- og indlæggelsesforløb, de omfangsrige gener og komplikationer og opretholdelse af stomi i mere end 14 måneder sammenholdt med patientens grundsygdom i form af en godartet polyp i endetarmen og hans helbredstilstand i øvrigt opfyldte kriteriet om skadens alvor i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 4.

For så vidt angik skadens sjældenhed, udtalte Retslægerådet blandt andet, at anastomoselækage kan medføre en lang række forskellige komplikationer, hvoraf nogle er delvist koblede, og at der er mulighed for et nærmest uendeligt antal kombinationsmuligheder for disse komplikationer, hvorfor sandsynligheden af komplikationer kan være lille, uden at den direkte kan kvantificeres. Retslægerådet udtalte også, at den sædvanlige indlæggelsestid efter en tilsvarende operation uden komplikationer er ca. 3 til 7 dage. Retten fandt herefter efter en samlet vurdering af Retslægerådets besvarelse og de afgivne forklaringer om skadesbilledet, at skaden tillige var tilstrækkelig sjælden. Ankenævnet blev derfor dømt til at anerkende, at der var indtrådt en erstatningsberettigende behandlingsskade.