Kolding 3/3-2014

En patient afgik den 18. juni 2011 ved døden som følge af en patientskade. Patientforsikringen tilkendte patientens ægtefælle erstatning for blandt andet forsørgertab. Ved beregningen af forsørgertabet anvendte man afdødes lønindkomst året inden skaden (2010), hvilken udgjorde 5.914 kr., hvorefter erstatningen blev opreguleret til lovens minimumserstatning på 728.160 kr. Forsørgertabserstatningen blev påklaget til Patientskadeankenævnet, som tiltrådte afgørelsen. Sagen blev herefter indbragt for retten.

Afdøde havde forud for patientskaden i en årrække havde haft ansættelse hos en virksomhed, hvorfra han blev opsagt med virkning fra den 8. juni 2009. Det blev blandt andet gjort gældende, at afdøde var blevet opsagt på grund af nedskæringer, at hans arbejdsløshed var midlertidig, at han søgte andet arbejde, og at han aldrig tidligere havde været uden arbejde. Det blev derfor gjort gældende, at forsørgertabserstatningen skulle opgøres efter erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2, og beregnes på grundlag af afdødes årsløn for 2008 med tillæg af beregnet lønstigning fra 2008 til 2010 eller 329.336 kr.

Retten henviste til Højesterets afgørelse trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 2298, hvoraf det fremgår, at årslønnen i tilfælde, hvor skadelidte er arbejdsløs på skadestidspunktet og modtager arbejdsløshedsdagpenge, som udgangspunkt skal fastsættes til den indtægt, som skadelidte ville have haft, hvis skadelidte havde haft arbejde hele året. Dette udgangspunkt skal imidlertid fraviges, hvis skadelidte ikke har haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet, jf. Højesterets afgørelse trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 1537. Afdøde havde været uden arbejde i godt to år, da han afgik ved døden den 18. juni 2011, og retten fandt det ikke godtgjort, at han, selvom han blandt andet efter det oplyste havde søgt adskillige job som ufaglært, i en længere periode måtte kunne forventes at have opnået en indtægt svarende til den, han havde, da han var i fuldtidsbeskæftigelse. Der var således ikke anført et tilstrækkeligt grundlag for at bringe erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2, i anvendelse. Erstatningen skulle herefter fastsættes efter lovens § 7, stk. 1, jf. § 13, og Patientskadeankenævnet blev frifundet.