Kolding 12-/6-2017

En kvindelig patient havde fået anerkendt, at hun var påført en behandlingsskade i form af et forlænget sygeforløb, gener i knæene samt irritation i bindevæv, muskulatur og nervevæv i venstre lår og balle. Hendes varige mén blev fastsat til 45 procent, og hun blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte svarende til lovens maksimale beløb. Erhvervsevnetabet blev fastsat til 80 procent, og hun fik tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor erhvervsevnetabet blev vurderet. Forrentningen af erhvervsevnetabserstatningen blev fastsat til månedsdagen efter det tidspunkt, hvor ankenævnt modtog en speciallægeerklæring, som var nødvendig for at kunne vurdere erhvervsevnetabet. Der blev givet afslag på dækning af advokatudgifter.

Ankenævnets afgørelse blev indbragt for retten, idet patienten gjorde gældende, at beregningsgrundlaget for erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab skulle forhøjes svarende til en årsløn på 120.000 kr., og at forrentningen af erstatningen skulle ske fra et tidligere tidspunkt. Hun gjorde også gældende, at hun var berettiget til 50.000 kr. i erstatning for afholdte advokatudgifter.

Retten frifandt ankenævnet for så vidt angår forhøjelse af beregningsgrundlaget, idet patienten ikke i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at hun ville have haft en indtægt på 120.000 kr. årligt. Retten frifandt også ankenævnet for så vidt angik forrentningskravet. Endelig frifandt retten ankenævnet for påstanden om tilkendelse af erstatning for advokatudgifter og henviste herved til Højesterets dom trykt i UfR 2012.2922H.