Kolding 11/1-2016

En pige blev indlagt som følge af, at hendes venstre albue var gået af led (luksation). Man satte herefter albuen på plads uden kirurgisk indgreb (lukket reposition). Man vurderede imidlertid, at pigen led af kronisk luksation, og man foretog derefter nogle uger senere et kirurgisk indgreb, hvor knoglen blev sat på plads. Man tolkede en røntgenbillede efter operationen forkert og konstaterede derfor ikke, at albuen stadig var lukseret. Omkring halvanden måned senere henvendte pigen sig igen på sygehuset, og man konstaterede her, at albuen stadig var lukseret.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede ved afgørelse af 22. januar 2010, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade i form af manglende påpladssætning af albueled og en deraf forlænget sygeperiode, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen tilkendte herefter ved flere efterfølgende afgørelser godtgørelsen og erstatning, herunder helbredelsesudgifter, svie og smerte, varigt mén på 5 procent og erhvervsevnetab. Ved en afgørelse af 13. juni 2012 vurderede Patientforsikringen, at patienten ikke var berettiget til yderligere godtgørelse og erstatning.

Patientforsikringens afgørelse af 13. juni 2012 blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som ændrede Patientforsikringens oprindelige ansvarsafgørelse af 22. januar 2010, da man vurderede, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Som følge heraf blev de efterfølgende afgørelser fra Patientforsikringen ophævet.

Sagen blev herefter indbragt for retten og blev i den forbindelse forelagt Retslægerådet. Retslægerådet udtalte bl.a., at den samlede behandling af patienten havde fulgt alment anerkendt lægefaglig standard. Den fortsatte luksation blev dog først opdaget halvanden måned senere i forløbet, hvilket beroede på et lægefagligt fejlskøn. Under henvisning til Retslægerådets udtalelse fandt retten, at det samlede behandlingsforløb var i overensstemmelse med anerkendt lægefaglig standard, men at den fortsatte luksation burde være opdaget en måned tidligere, idet røntgenundersøgelse efter operationen viste fortsat luksation. Vurderingen af røntgenoptagelserne efter operationen var således ikke i overensstemmelse med den erfarne specialists standard, men patienten var ikke med overvejende sandsynlighed påført en skade som følge af forsinkelsen af den videre undersøgelse og behandling. Betingelserne for at yde erstatning efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1, var herefter ikke opfyldt. Retten fandt heller ikke, at betingelserne i § 20, stk. 1, nr. 4, var opfyldt, eftersom patientens gener måtte henføres til komplikationer til grundlidelsen og ikke den givne behandling.

Ankenævnet blev herefter frifundet.