København 31/5-2016
Rettens sagsnummer:
BS 16B-1940/2013
Ankenævnets sagsnummer:
12/1134
Dato for dommens afsigelse:
tirsdag den 31. maj 2016
Domstol:
Københavns Byret
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En mand fik en arbejdsskade i venstre skulder. Omkring ni måneder senere blev han opereret i skulderen. Efter operationen havde han kraftige smerter, ændret svedtendens og føleforstyrrelser i venstre arm og skulder.
Patientforsikringen vurderede, at patienten ved havde fået en behandlingsskade i form af et regionalt smertesyndrom og neuropatiske smerter, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. Ved en efterfølgende afgørelse tilkendte Patientforsikringen ham erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte.
Patientforsikringens erstatningsafgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som ændrede Patientforsikringens oprindelige ansvarsafgørelse således, at patienten ikke var påført en behandlingsskade, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Som følge heraf ophævede ankenævnet den efterfølgende afgørelse om erstatning.
Afgørelsen blev indbragt for retten og blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet. Retslægerådet udtalte bl.a., at patientens symptomer i venstre skulder blev forværret efter operationen, og at han efter operationen udviklede en kronisk smertetilstand. Under henvisning til Retslægerådets udtalelse og det tidsmæssige forløb mellem operationen og forværringen af generne fandt retten, at patienten var påført en skade ved operationen, som var mere omfattende, end hvad han med rimelighed måtte tåle jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. Ankenævnet blev herefter dømt til at anerkende, at forværringen af patientens symptomer i venstre skulder var en behandlingsskade efter klage- og erstatningsloven.