København 30/05-2016

En mandlig patient blev i forbindelse med en ulykke den 1. august 2008 indlagt på grund af svære forbrændinger. Den 3. august 2008 kl. 10.30 var han akut dårlig med rysten, sitren og høj feber. Han fik væsketerapi, og planen var at følge ham tæt. Den 4. august 2008 kl. 2.10 var han var akut dårlig med høj feber og puls samt hurtig hjerterytme. Han blev behandlet med væsketerapi og hjertemedicin. Kl. 8.54 fik han hjertestop og blev genoplivet. Efterfølgende var det nødvendigt at amputere hans ben. Patienten havde endvidere fået en hjerneskade.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte ved afgørelse af 31. maj 2011, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade i form af svære komplikationer til behandlingen. Patientforsikringen vurderede, at patientens septiske shock, hjertestoppet og kredsløbsforstyrrelsen var en følge af hans svære forbrændinger. Man kunne med bedre overvågning den 3.-4. august 2008 have reageret tidligere på hjerteproblemerne og have iværksat relevant behandling, således at følgerne havde været mindre. Denne behandlingsforsinkelse måtte derfor betragtes som en medvirkende årsag til udviklingen af hjerneskaden. Patientforsikringen fandt, at cirka halvdelen af skadens følger skønsmæssigt kunne tilskrives behandlingsskaden, og at patienten var berettiget til godtgørelse for et varigt mén på 60 procent.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen).

Ved en efterfølgende afgørelse fandt Patientforsikringen, at patienten var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 50 procent samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte.

Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse af 31. maj 2011 og fandt, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var påført en erstatningsberettigende skade i forbindelse med behandlingen. Patienten var derfor ikke berettiget til godtgørelse og erstatning. Ankenævnet vurderede, at patientens hjertestop med følger i form af multiorgansvigt og amputation med overvejende sandsynlighed skyldtes hans særdeles alvorlige grundlidelser i form af forbrænding på 50 procent af kroppen og blodforgiftning (sepsis) og meget høj tempe-ratur. En anden behandling i perioden fra den 3. august 2008 kl. 10.30 til den 4. august 2008 kl. 2.10 om natten ville ikke med overvejende sandsynlighed have hindret hjertestoppet om morgenen den 4. august 2008.

Sagen blev indbragt for domstolene og blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet. Retten fandt, at det efter Retslægerådets erklæringer måtte lægges til grund, at blodforgiftning (sepsis) er en almindeligt forekommende komplikation til store brandsår, og at patientens symptomer var fuldt forenelige med sepsis. Det var derfor et lægeligt fejlskøn, at der ikke blev taget infektionsparametre den 3. august kl. 10.30 for at sikre diagnosen med henblik på at udfinde den bedst egnede antibiotika. Det var endvidere et lægeligt fejlskøn, at der ikke blev iværksat behandling med bredspektret antibiotika straks efter sikringen af diagnostisk materiale. En tidligere behandling kunne muligvis have hindret udviklingen til septisk shock. Retten lagde endvidere til grund, at det septiske shock gav anledning til hjertestop, dårlig cirkulation, organsvigt og vævsdød med deraf følgende hjerneskade og amputationer. Hjertestoppet var mest sandsynligt udløst af septisk shock med dissemineret intravaskulær koagulation. Behandlingen med hjertemedicin havde kun i beskedent omfang haft betydning for udviklingen og forløbet af det septiske shock.

Retten fandt det herefter ikke godtgjort, at patientens skader med overvejende sandsynlighed kunne være undgået. Der var ikke grundlag for bevislempelse. Ankenævnet blev herefter frifundet.